Nyhed

48 Timer Festival på Nørrebro

For tredje år i træk er der events og kulturbegivenheder på Nørrebro. Som noget nyt er Nørrebrogade afspærret for at give plads til gratis koncerter.

Hele København er inviteret indenfor til 48 Timer Festival på Nørrebro med store og små kulturperler og events den 25.-27. april. I år afspærres Nørrebrogade som noget nyt og giver plads til en gratis koncert med blandt andre Lucy Love (billedet).

Årets program afspejler bydelens kulturliv med et væld af skæve kulturoplevelser såsom kamelridning, undervandskoncert og en syret spectralrejse. Festivalen byder på over 60 arrangementer, alle er de meget forskellige, men har det til fælles, at de stolt fremviser alle de skæve og sjove kulturoplevelser, som Nørrebro har at byde på indenfor mad, musik, teater, dans, sociale kampe, graffiti og mode.

Grimemusikeren Lucy Love åbner festivalen med en gratis koncert. Åbningskoncerten ved den gule mur byder også på fængende skovreggae fra dansk/svenske FastPoHolmen og vestafrikanske rytmer fra Dawda Jobarteh. Beatpoeten Claus Høxbroe holder årets åbningstale, og der vil være både dj's og overraskelser ind imellem aftenens tre koncerter.


Et lille udpluk af de mange kulturelle begivenheder lyder:

Under festivalen omdannes Den Sorte Plads eksempelvis til en ægte oase med kamelridning, hennamalere og mavedans. Fredag tager skuespiller Joen Bille første tørn i beduinteltet og indleder den eventyrlige maratonoplæsning af "Tusind og én nat", samtidig med at gæster kan få ægte tatoveringer med mellemøstlige motiver.

Undervandskoncerten i Hillerødgadebadet er ved at være en 48 Timer Festival-klassiker. Lørdag kan du tage til mørk og sanselig chill-out i kvarterets svømmehal og nyde live lydcollager under overfladen. Bagefter kan du få løsnet de trætte festivalmuskler med saunagus og thai-massage ved bassinkanten.


Natten til søndag lister det hemmelighedsfulde kunstkollektiv House of Killing ud på Dronning Louises Bro og opstiller en psykedelisk tunnel med det formål at lukke dig ind i en anden verden, hvor du kan slippe for at blive målt og vejet på hipsterbroens catwalk.

Langt de fleste arrangementer er gratis, men nogle kræver tilmelding, og enkelte tager entré. Flere af arrangementerne er specielt egnede for de mindste – de er markeret med et familiestempel i programmet.

48 Timer Festival foregår 25. april kl. 17.00 til 27. april kl. 17.00. Du kan få flere informationer og se hele programmet her

ANNONCE