Nyhed

Historien om Nirvana – del 14

I forbindelse med 20-årsdagen for Kurt Cobains død bringer GAFFA historien om et af 1990’ernes største og vigtigste rockbands med et nyt kapitel hver dag

Paradokset Kurt Cobain

Kurts udfald mod andre bands var såvel paradoksale som karakteristisk for hans kamæleonagtige tilpasningsmanøvrer. Charles Cross – som brugte fire år på Heavier Than Heaven og foretog mere end 400 interview – afslører til fulde disse modsætninger. Kurt fortalte vidt og bredt, at hans første koncert var med punkikonerne Black Flag, men alle Kurts klassekammerater husker tydeligt den lykkelige teenager, som kom i skole dagen efter sin første koncert med mainstream-rockerne Sammy Hagar With Quarterflash, som Kurt elskede.

Kurt Cobain boede aldrig under nogen bro i Aberdeen og fortalte aldrig, at han mødte Krist Novoselic i en kirkeungdomsgruppe. Og den succes, han gav udtryk for kom særdeles ubelejligt og generende, var derimod nøje planlagt og indstuderet, ned til detaljer, som hvordan han skulle skjule sit ansigt, når han, tilsyneladende, var generet af fotografernes blitzlys. Offentligt klagede han over MTV's overeksponering af ham og Nirvana, samtidig med at han evindeligt ringede til sine managere og klagede over, at Nirvana ikke blev spillet nok på samme kanal. GAFFA interviewede Kurt Cobain-specialisten Charles Cross, som opsummerede Cobains forhold til alternative punkidealer modsat kommerciel succes på følgende vis:


– Det kommer tydeligt frem i min bog, at Kurt havde tusindvis af chancer for ikke at blive berømt, men hver eneste gang valgte han den anden, som gav ham mere berømmelse og større succes. Men han var dygtig til at få det til at se ud, som om succesen var kommet ved et ubelejligt tilfælde – det gjorde den ikke.

 

Tæt på opløsning


Kurt brugte foråret på diverse forsøg på at blive clean – uden videre held – og uden at klinke skårne mellem bandmedlemmerne. Kurt bragte yderligere brænde på det interne bandbål ved at kræve, at royalty-satserne blev ændret drastisk i egen favør. Oprindeligt var royaltysatserne på Nevermind delt ligeligt mellem Novoselic, Grohl og Cobain – med sidstnævntes fulde samtykke. Kurt, der tidligere havde nægtet at modtage penge for bandets koncerter, havde nu en ganske anden opfattelse af situationen, i takt med at millionerne for Nevermind væltede ind.

Om Courtney Love har spøget i kulissen – hun har senere, som det nok skulle være en del bekendt, ført retssag mod Grohl og Novoselic omkring ophavsrettighederne til Nirvanas sange – bliver hverken berørt af Azzerad eller Cross. Men helt konkret krævede Kurt, at 75% af de musikalske og 100% af de tekstmæssige rettigheder tilfaldt ham, og han ville have dem med tilbagevirkende kraft. Novoselic og Grohl var rasende, og Dave udtalte "at hvis dette var et tegn på, hvilket røvhul Kurt var ved at blive, så var han den, der var skredet."

Managere og folk omkring bandet prøvede at mægle i konflikten, som en uge i marts 1992 var en hårsbredde var at splitte Nirvana for tid og evighed. Til sidst fik Kurt sin vilje med den konsekvens, at det fælles kammeratskab i bandet var stærkt forværret, for aldrig for alvor at blive helet igen. Trods heroin og interne og eksterne stridigheder kom Nirvana på scenen igen, Nevermind solgte fortsat i spandevis, og Come As You Are klarede sig glimrende som single- og videoopfølger til Smells Like Teen Spirit.


 

Roskilde 1992

Der stod Seattle på alle rockplakater i 1992. Også på Roskildes. Hovednavnene på årets festival var Seattle-rivalerne Pearl Jam og Nirvana. I øvrigt den eneste koncert, Nirvana nåede at spille på dansk grund – få timer efter at Danmark vandt EM i fodbold over Tyskland d. 26. juni 1992. En historisk koncert foran 60.000 mennesker på Orange Scene, der dog led under for lav lyd og et vist koncentrationssvigt hos publikum, grundet den sindsoprivende fodboldsejr. Men Nirvana leverede varen og var faktisk helt til at tale med, inkl. ægteparret Cobain, fortæller Susanne Kier, daværende dansk label-ansvarlig for BMG/Geffen.


– Vi havde tidligt fået et promo-bånd med Nirvana, men specielt vores salgsafdeling troede ikke på, at det var muligt at sælge i Danmark. Men da Nirvana var booket til en koncert i København i slutningen af '91 – som senere blev aflyst – udgav vi pr. automatik Nevermind i Danmark. Først gik det rimeligt, men omkring juletid gik det fuldstændig amok. Da Nirvana endelig blev booket til Roskilde, var vi noget skeptiske. Der havde været mange aflysninger, og vi vidste, at der var problemer. Men det gik, da de kom. Courtney og Kurt virkede påvirkede, men han var stille og rolig. Lidt genert og sky, men også venlig og reserveret. Jeg mener, at Dave og Krist gik rundt på pladsen bagefter, hvor Kurt og Courtney vist ret hurtigt forsvandt.

Faktisk var Nirvana i godt humør. Ganske overraskende gav bandet et længere interview til såvel MTV som DR's Kenan Seeberg og lod sig fotografere med dansk guldplade for salget af Nevermind, hvilket slet ikke var lovet på forhånd. En goodwill højst sandsynligt høstet via Susanne Kier og kollegaen Christina Utzons benarbejde i taxien fra lufthavnen.

– Vi kom til at sidde i taxa sammen med Courtney Love i taxaen. Hun var gravid i ottende måned, og vi havde begge små børn, så børnesnakken gik flittigt og flydende, fortæller Susanne.


Halvanden måned efter var familien Cobain blevet til tre, med medier og myndigheder – og overskuelige problemer – på nakken.

 

ANNONCE