Nyhed

Historien om Nirvana – del 18

I forbindelse med 20-årsdagen for Kurt Cobains død bringer GAFFA historien om et af 1990’ernes største og vigtigste rockbands med et nyt kapitel hver dag

Den sidste sommer

Okay, alt er relativt, eller "den man elsker, tugter man". Efter et voldsomt ægteskabeligt skænderi om Kurts beholdning af skydevåben – Dylan Carlsons våbenmani havde efterhånden gjort sit indtryk på Kurt – fører det til et større politiopbud. Tre vogne med sirener ankommer, og seks betjente bryder ind i huset, hvorefter Kurt arresteres. Han løslades tre timer senere, og Courtney udtaler en måned efter til Seattle Times, at Kurt ikke er en voldelig mand, der banker sin kone, men at parret bare spillede høj musik og pludselig fandt deres hjem omringet af hylende sirener og politifolk.

På den kreative front er Kurt mere stilfærdig, men ikke mindre kontroversiel. Han inviterer fotografiets "grunge-konge", Charles Peterson, hjem til sin villa for at skyde en collage, han har kreeret. Nærmere bestemt den collage af blomster og fostre, som Kurt lavede som bagside til In Utero. En bagside, der på linje med sangen Rape Me skaber så stor forargelse i det puritanske USA, at gigantkæderne KMart og Val-Mart nægter at føre albummet i sine butikker. (Bandet indvilger dog i at udsende en version, hvor titlen Rape Me er ændret til Waif Me og uden collagen.)


D. 17. juli ryger Nevermind for første gang i 92 uger ud af Billboard Top 200, for senere at ryge ind igen. Udgivelsen af In Utero er skubbet til d. 14. september, og Dave Grohl bruger blandt andet ventetiden til at spille en genforeningsturné med sit gamle hardcore-band, Scream. Offentligt lyver Kurt om sin afhængighed. Kommer emnet heroin på banen, svarer han typisk, at det var noget, han tidligere gjorde on-and-off i en periode på et års tid, udelukkende for at afhjælpe sine mavesmerter.

Til gengæld er selvmord et emne, han berører i stort set samtlige interview, han giver i 1993. Få timer efter et interview, hvor Kurt bagatelliserer sit heroinproblem, ryger han ind i en ny overdosis. Den eneste, som har held til at få Kurt til at lytte til et godt råd, er en tidligere misbruger, han taler med efter en koncert i starten af august. Han fortæller indgående om, hvordan metoden 12-Step Recovery-gruppeterapi har hjulpet ham. Hans navn var og er i øvrigt Steven Tyler, forsanger i Aerosmith. 

Hjerteformede stridigheder


Kurt, Nirvana og instruktør Kevin Kerslake har længe arbejdet på videoen til Heart-Shaped Box. Men uenigheder om, hvem som er kommet med – og har retten til – hvilke idéer, gør, at samarbejdet afbrydes. Nirvana indspiller i tiden omkring 1. september videoen med mesterfotografen Anton Corbijn som instruktør. Kevin Kerslake sagsøger omgående Nirvana, men tager i præcis samme periode til MTV Awards, personligt inviteret af Kurt Cobain, hvor Kerslakes instruktion af In Bloom vinder prisen som "bedste alternative video".

D. 8. september er Courtney Love hyret til en solo-performance på Hollywood Club Lingerie. Til publikums store overraskelse kommer Kurt pludselig på scenen, introduceret af Courtney som "min mand, Yoko". De spiller fire akustiske numre sammen, bl.a. Pennyroyal Tea. Første og eneste gang, de to optræder på en scene sammen.

D. 13. september 1993, præcis to år efter Nevermind's famøse pladereception, udkommer In Utero på vinyl og kassette i England, og dagen efter på vinyl i USA og igen på cd på verdensplan d. 21. september. På trods af at op imod 4.000 forretninger ikke vil føre albummet, debuterer den alligevel som nr. 1 på Billboard-listen, efter et første-uge-salg på 180.000. Men i den – specielt den amerikanske presses – kontinuerlige debat om, hvem som er verdens største rockband, har Nirvana tabt afgørende terræn. Da Pearl Jam senere på året udsender Vs., opfølgeren til Ten, ryger den ind på toppen af samme liste med et historisk første-uge-salg på 950.000 eksemplarer.


Kurt priser In Utero til skyerne og lægger som tidligere afstand til, hvad han kalder "den pompøse" Nevermind, og fortæller, at han er meget mere stolt af den nye plade, selvom han ikke forventer, at den vil sælge i nærheden af sin forgænger.

Om In Utero siger Dave Grohl senere til GAFFA:

– Det lyder for mig som et band, der langt om længe har frigjort sig fra alle tænkelige forventninger og forpligtelser. Vi ville bare spille musik. 


Pat Smear

Klar til at følge In Utero op på tur sker der et par vigtige omrokeringer i live set-uppet. Nirvana fyrer deres lydmand siden 1989, Craig Montgomery, og hyrer den 35-årige Pat Smear som ekstra guitarist. Den tidligere Germs-guitarist er selv tidligere junkie og på god talefod med Kurt. Heart-Shaped Box går nr. 1. på singlehitlisten, og videoen er en tilsvarende succes. Courtney Love begynder i starten af oktober at indspille Live Through This med Hole i Californien, og Nirvana gearer op til deres første USA-turné i mere end to år.

Startskuddet lyder d. 18. oktober i Phoenix, Arizona, foran et enormt publikum. "Jeg følte det, som var jeg i Aerosmith," sagde Krist Novoselic efterfølgende. Anmeldelserne er blandede, og det samme er Nirvanas koncerter på turen. Nogle fantastiske, andre lettere katastrofale. Heller ikke alle koncerter er udsolgt, men mange er dog. D. 23. oktober spiller Nirvana en efter sigende fantastisk inspireret koncert i Chicago, hvor de som den eneste gang live fremfører You Know You're Right, der bliver den sidste sang, de indspiller (og som bliver inkluderet på Nirvana-opsamlingen fra 2002).


To dage efter bliver de buhet ud af samme scene, specielt da det går op for publikum, at bandet ikke spiller Smells Like Teen Spirit. Efter koncerten gav Kurt et tre en halv time langt interview til Rolling Stone-redaktør David Fricke, hvem han havde fuld tillid til. Det sidste store magasininterview, Kurt gav i sit liv. Mudhoney starter som support på turen og erstattes senere af Meat Puppets. Et band, som Nirvana bliver så begejstret for, at de beslutter at arbejde sammen med bandbrødrene Curt og Cris Kirkwood på den forestående MTV Unplugged-optagelse, d. 18. november i New York.

ANNONCE