Nyhed

Danske filmhits vipper Robbie af førstepladsen

”Rudebox” fik kun én uge som nummer et på hitlisten. Nephew stadig nummer to.

Indtil videre har Robbie Williams kun fået en enkelt uge på toppen af den danske hitliste for sit nye album ”Rudebox”, der i den grad har fået blandede anmeldelser i den danske presse – fra én stjerne i Berlingske Tidende over to i GAFFA, fire i Politiken, Jyllands-Posten og Børsen til fem i Soundvenue. Efter en uge som nummer ét ryger Robbie nemlig ned til en femteplads til fordel for den heftigt tv-annoncerede ”Danske Filmhits” med sange som ”Alle Går Rundt Og Forelsker Sig”, ”Jeg Sætter Min Hat, Som Jeg Vil” og ”Glemmer Du” fremført af danske skuespillere som Anders W. Berthelsen & Trine Dyrholm, Nikolaj Lie Kaas og Paprika Steen.

Nephew holder derimod fast i den andenplads, de blev henvist til af Robbie i sidste uge efter tre uger på førstepladsen. Justin Timberlake stryger op ad listen fra en 15. til en tredjeplads med ”FutureSex/LoveSounds”, givetvis under indflydelse af hans værtsrolle ved MTV Awards i København i sidste uge.

Top 40-listen byder på tre nyheder: så forskellige artister som Simone, Deftones og Wenche, der går ind som henholdsvis nummer 22, 30 og 31. Lidt længere nede af listen finder vi listens tre re-entrys lige i træk, nemlig Killers, Thomas Dybdahl og Muse på plads 33, 34 og 35. I øvrigt alle tre kunstnere, der har været koncertaktuelle i sidste uge – Killers og Muse til MTV Awards og Killers desuden på Vega i København, og Dybdahl med koncerter både på Vega og på Train i Århus.


Se hele hitlisten her

ANNONCE