x

Tupac Shakurs sidste ord afsløret

Tupac Shakurs sidste ord afsløret

I 1996 blev den amerikanske rapper og skuespiller Tupac Shakur dræbt i et driveby-skyderi i Las Vegas. Nu er den betjent, der først var fremme på gerningsstedet, stået frem og har fortalt, hvad den døende rappers sidste ord. Og det var ikke ømme, fintfølende ord, han havde at sige, før scenetæppet faldt for stedse. Det skriver amerikanske Rolling Stone Magazine.

"Han kiggede på mig, og så tog han en dyb indånding for at få luft til ordene, og han åbnede sin mund," fortæller Chris Carroll, en pensioneret politibetjent fra Las Vegas Metropolitan Police Department. "Og så kom ordene ud: 'Fuck dig.'".

Shakur blev skudt adskillige gange den 7. september 1996. Efter at have forladt en boksekamp sammen med den tidligere direktør for Death Row Records, Suge Knight, kom rapperen og hans bodyguards i et mindre slagsmål med et 21-årigt medlem af banden The Crips i lobbyen til MGM Grand Casino. Senere kørte en hvid Cadillac op ved siden af Knight og Shakur, mens de holdt tilbage for rødt, og en mand begyndte at skyde ud af vinduet.

Carroll var den første betjent på gerningsstedet, og han havde sit hyr med at få styr på den oprørte Knight, da han ankom. Flere gange måtte han bede pladeselskabsdirektøren om at holde sig i ro. Det lykkedes ham dog langt om længe at få trukket den stærkt blødende Shakur ud af bilen. Han prøvede her at få den døende sidste vidnesbyrd.

"Og så så jeg i hans ansigt, i alle hans bevægelser, nærmest som ved at knipse med fingeren, at han forandrede sig," fortæller Carroll. "Han gik fra at kæmpe med at tale, være usamarbejdsvillig, til en 'jeg har fundet fred-agtig" ting. Bare sådan der ... Han gik fra at kæmpe til 'jeg kan ikke gøre det'. Og da han først var kommet dertil, kiggede han på mig, og han kigger lige i mine øjne. Og det er der, da jeg kiggede på ham og sagde en gang mere, 'Hvem skød dig?' ... Han kiggede på mig, og så tog han en dyb indånding for at få luft til ordene, og han åbnede sin mund, og jeg troede, at han faktisk ville samarbejde. Og så kom ordene bare ud: 'Fuck dig.' Derefter begyndte han at gurgle og miste bevidstheden."

Efterfølgende blev Tupac Shakur kørt på hospitalet, hvor han blev placeret i kunstig koma. Skaderne var desværre for store, og rapperen afgik ved døden, da man valgte at slukke for respiratoren.

For to år siden genopstod Shakur fra døden, da han optrådte som 3D-Hologram til Coachella Festival. Begivenheden tiltrak dengang også en del kritik, men efterfølgende har man omfavnet konceptet med at lade afdøde kunstnere genopstå som hologrammer.

 

 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA