Nyhed

Katy Perry til Danmark

Superstjernen offentliggør den europæiske del af sin verdensturné 2015

Californiske Katy Perry har i dag offentliggjort, at hun kommer tilbage til Europa i 2015, hvor hun vil besøge 18 lande med sit "Prismatic World Tour" show. Heriblandt Danmark i form af Jyske Bank Boxen i Herning lørdag den 7. marts.

Katy Perrys tredje og seneste studiealbum er "Prism" fra oktober 2013. "Prism" debuterede som nr. 1 på iTunes i 97 lande og gav hende dermed den bedste salgsmæssige uge i Perrys karriere og det største salg på en uge i USA for en kvindelig artist i hele 2013. Albummet har siden solgt over seks millioner album verden over. Den første single fra albummet, "Roar", blev et globalt hit, strøg nr. 1 på iTunes i 96 lande og blev Perrys ottende nr. 1-single på US Billboard Hot 100-listen. "Roar" har siden da solgt over 10 millioner singler globalt og blev den bedst sælgende single i canadisk hitlistehistorie. Ydermere gik "Dark Horse" nr. 1 i 38 lande på iTunes og top 5 i yderligere 90 lande rundt om i verden.

I 2013 opnåede Katy Perry også at blive verdens mest fulgte Twitter-personlighed, blev udnævnt som UNICEF's Globale Ambassadør, blev nomineret til 2 Grammy Awards (Song of the Year og Best Pop Solo Performance), gav en meget omtalt optræden af "Roar" under Brooklyn Bridge ved MTV's Video Music Awards 2013, og hun vandt også for nylig Best Female Artist ved MTV European Music Awards 2013. Og hun fik ikke mindst en GAFFA-Pris som Årets Internationale Kvindelige Kunstner. I den forbindelse gav hun et langt interview til GAFFA, som du kan læse i GAFFAs artikelsektion.


Katy Perry besøgte senest Danmark på Nibe Festival 2009, hvor GAFFAs anmelder Jan Lambæk Hansen tildelte hende fem stjerner under overskriften "Perry gjorde Den Lille Fede kæmpefed".

Den første del af Katy Perrys verdensturné begyndte i Storbritanien i maj måned, med et omfattende antal koncerter verden over i 2014, og turnéen er nu udvidet til ind i næste år.

Billetsalget starter onsdag 11. juni kl. 10.00 via livenation.dk og billetnet.dk.


Varm op med en kavalkade med Katy Perrys fem bedste videoer

ANNONCE