x

Stor jazzbassist død

Stor jazzbassist død

Den amerikanske jazz-kontrabassist Charlie Haden er død efter længere tids sygdom, 76 år, skriver Pitchfork.

Haden blev født 6. august 1937 i Shenandoah, Iowa i en familie af countrymusikere, som også havde deres eget radioprogram i byen. Haden begyndte sin musikalske karriere som sanger med sin familie, men da han blev ramt af polio som 15-årig, måtte han opgive at synge. I stedet begyndte han at spille bas.

I 1960'erne var han en af skaberne af free-jazzen, hvor han spillede sammen med saxofonisten Ornette Coleman og pianisten Keith Jarrett samt var leder af Liberation Music Orchestra sammen med pianisten og komponisten Carla Bley.

I 1970'erne og 80'erne spillede Haden sammen med Don Cherry (trompet), Dewey Redman (saxofon) og Ed Blackwell (trommer) i kvartetten Old and New Dreams.

I 1986 stiftede Haden en ny, bop-orienteret kvartet, Quartet West med saxofonist Ernie Watts, pianist og arrangør Alan Broadbent og trommeslager Larance Marable. Gruppen var aktiv med skiftende besætninger fra tid til anden frem til 2011.

Haden modtog tre Grammyer for udgivelser fra henholdsvis 1997, 2001 og 2004.

Haden efterlader sig sin kone gennem 30 år, Ruth Cameron, samt børnene Josh Haden og trillingerne Tanya Haden, Rachel Haden og Petra Haden. Alle hans børn er musikere. Mest kendt er nok Josh Haden, sanger, bassist og sangskriver i gruppen Spain. Tanya Haden er cellist, Rachel Haden er bassist, og Petra Haden er violinist. Tanya Haden er i øvrigt gift med skuespilleren, komikeren og musikeren Jack Black.

Se og hør Quartet West fremføre "First Song": 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA