Nyhed

Prince optræder til Super Bowl

Den Grammy-nominerede sangskriver skal underholde i pausen til verdens største sportsbegivenhed

Den amerikanske fodboldliga NFL går ind i sin afsluttende fase i begyndelsen af januar, og som bekendt afsluttes hele sæson med, at vinderen af AFC Divisionen møder vinderen af NFC Divisionen i den såkaldte Super Bowl.

Det sker i år 4. februar i Miami på Dolphin Stadium, hvor det netop er blevet offentliggjort, at Prince skal stå for underholdningen i pausen.

Der har de senere år været en del skandale om det såkaldte half time show. Tidligere på året optrådte The Rolling Stones i pausen af kampen mellem Steelers og Seahawks, og der blev flere anstødelige ord af censorerer erstattet med en bleep-lyd. To år inden var det naturligvis Janet Jacksons optræden, der forargede om ikke en hel verden, så i hvert fald en hel del ømskindede amerikanere.


Så umiddelbart virker det som en rigtig dårlig idé at få Mr. Sexy Motherfucker til at svinge rundt med underlivet foran de mere end 90 millioner amerikanere, der forventes at stille ind på den store sportsbegivenhed.

Men den 48-årige sanger, der netop er blevet nomineret til fem amerikanske Grammyer for sit album "3121", har efter sin indlemmelse blandt Jehovahs Vidner lagt sin kinky fortid bag sig, og derfor bliver det formodentlig en lidt mere kysk Prince, vi får at se og høre 4. februar.

Der er i øjeblikket ikke yderligere information om, hvilke stjerner der vil ellers optræde til det store show. Men det kan man naturligvis finde ud af, når man stiller ind på TV2 Zulu 4. februar og ser Super Bowl XLI.


ANNONCE