Nyhed

Smukfest lukker for gratister

Det går ud over hyggen, når for mange mennesker er presset sammen på festivalpladsen

Smukfest er blevet så populær, at festivalen nu ser sig tvunget til at tage konsekvensen og simpelthen lukke færre mennesker ind i år. Det skriver Ekstra Bladet.

Dermed er det en lukket fest for alle, der ikke har et armbånd. Beslutningen skyldes, at hvor der tidligere har været gratisområder på festivalpladsen, oplevede man sidste år en sådan øgning af festivalgængere på pladsen, at presset er blevet for stort. Nu opføres i stedet et hegn omkring festivalpladsen, ligesom der kun er adgang for betalende publikummer til alle bod- og campingområder.

- Arealer tænkt som afslapningsområder ender med at være fyldt med gratister, og så er der ikke plads til, at de betalende gæster kan komme ud og få lidt luft og fred efter de store koncerter, siger festivalformand Claus Visbye.


En publikumsundersøgelse viser, at 64 procent af det adspurgte publikum synes, at der var for mange mennesker sidste år.

- Vi har valgt at lytte til publikums oplevelser. Ud over indhegningen og tilførsel af 400-500 ekstra og mere synlige vagter end før, har vi også valgt at lukke et par tusinde færre gæster ind, så vi snarere ender på et totalt antal personer i skoven på omkring 52.000 mod før 55.000, siger Visbye.

Smukfest går for alvor i gang i morgen, hvor hovednavnet bliver den amerikanske rapper 50 Cent, der lukker Bøgescenerne 23.30. Har du ikke fået billet, kan du streame koncerterne direkte via app'en SubCell til smartphones og tablets. Se mere her.


 

ANNONCE