Nyhed

Se L.O.C sætte ild til kvinde i ny video

Liam Nygaard O’Connor er klar med ny single og tilhørende musikvideo

"Paradis Brænder" er navnet på L.O.C' seneste skud på singlestammen, og musikvideoen afspejler titlen. Sortklædte mænd og kvinder løber i slowmotion, hvor en ansigtstildækket L.O.C pludselig stopper i mængden. Her tænder han ild til en molotovcocktail, kaster den, og pludselig står der tårnhøje flammer bag en mørk kvinde klædt i brudekjole og slør. Omkvædet lyder: "Hvis paradis brænder, vil jeg finde dig og tage dig med hjem". Sangen opretholder L.O.C' melankolske udtryk og forstærker rappernes dystre og til tider destruktive univers.

L.O.C har været igennem aldeles forskellige faser i hans liv, og sangene har som regel været et udtryk for, hvilken sindstilstand han befinder sig i. Livet med stoffer, alkohol og kriminalitet er lagt på hylden, men vejen til paradis er ifølge den nye single ikke brolagt. "Paradis Brænder" er den anden single på L.O.C' nye album "Sakrilegium" og kredser om kærligheden, ligesom nummeret "Du Gør Mig", der var at finde på "Cassiopeia" i 2006. I kølvandet på "Paradis Brænder", som netop er offentliggjort, drager L.O.C på Rødt Lys Tour. Turneen er den største er hans største indendørs af slagsen nogensinde og starter den 18. oktober på Portalen i Greve. Turneen kommer forbi Aarhus, Aalborg og København.

Rapperen, som siden 2012 har været gift med skuespiller og tv-vært Christiane Schaumburg–Müller, er kendt for at producere hårdtslående hits på samlebånd. Vurder i videoen herunder, om vi igen er vidne til en ørehænger:

ANNONCE