Nyhed

Azealia Banks aflyser dansk koncert

Det amerikanske rapfænomen kommer alligevel ikke til Tivoli

New York-rapperen Azealia Banks er kendt for sine provokerende tekster og vilde liveshow, som sidste sommer kunne opleves på Roskilde Festival. Desværre kommer hun alligevel ikke til Danmark igen lige med det første. Hendes planlagte koncert i Tivolis Koncertsal 29. september er nemlig blevet aflyst, ifølge Tivoli grundet "uventede forpligtelser", sammen med flere andre europæiske koncerter, blandt andet Oslo. Banks har nu fem gange aflyst koncerter i Norge. Tilbage i 2012 aflyste hun også en koncert på Smukfest, fordi hun hellere ville arbejde på sit debutalbum – som endnu ikke er kommet.

Den i dag 23-årige rapper fik sit gennembrud, da singlen "212" udkom december 2011. Kort efter blev singlen fulgt op af ep'en "1991", opkaldt efter Azealia Banks' fødeår, hvor hun rapper over 90'er-dance-rytmer.

Azealia Banks har fået ros i store internationale musikmedier som Pitchfork, BBC og NME. Sidste år gav hun som nævnt koncert på Roskilde Festival, et show som GAFFAs anmelder Kristian Alsing tildelte fire stjerner under overskriften "Sød divas energiske dansefest".

Azealia Banks har længe arbejdet på sit debutalbum "Broke With Expensive Taste", som efter planen udkommer senere i år efter flere forsinkelser.

Se musikvideoen til Azealia Banks' "ATM" med Pharrell som gæst:


 

 

 

ANNONCE