Crunchy Frog afholder 20-års jubilæumsfest i Pumpehuset, og nu er Jenny Wilson føjet til kunstnerlisten
Det hæderkronede danske indie-pladeselskab Crunchy Frog fejrer i denne måned 20 års jubilæum. En begivenhed, der blandt andet fejres med en fest i Pumpehuset den 12. september og dobbelt-vinyludgivelsen "If We Took The Bones Out It Wouldn't Be Crunchy". De har nu tilføjet svenske Jenny Wilson til listen over spændende kunstnere, der skal optræde til fødselsdagsfesten.
Wilson har også netop skrevet kontrakt med Crunchy Frog, der vil udgive hendes seneste album, "Demand the Impossible!" i 2014 over hele verden minus Skandinavien, hvor det allerede er udgivet via Sony Music. Jenny Wilson har også indgået en forlagsaftale med Crunchy Frogs søsterselskab Crunchy Tunes, hvilket vil gøre forlagets store netværk af subforlag og synkroniseringskontakter i stand til at arbejde world wide med Wilsons musik.
Crunchy Frog er i den brede bevidsthed nok bedst kendt for at have sendt udgivelser med Junior Senior, Superheroes, PowerSolo og The Raveonettes på gaden, men bandet har også udgivet Düreforsög, Shiny Darkly, Snake & Jet's Amazing Bullit Band, Beta Satan og mange, mange andre udgivelser.
Pladeselskabet har nu 20 år på bagen og det fejrer de i Pumpehuset i København med et brag af en fest. Nyheden i denne sammenhæng er, at Heavy Trash har måtte melde afbud, men at Jenny Wilson træder i deres sted og har lovet at give en helt særlig solokoncert. Dertil er listen af dj's til aftenen ved at være komplet og består af: Matt Verta-Ray & Rocio Wray, Snake & Jet, Ramogens, Jessi-Q, Gabi & Klaus, DJ Rafle og DJ Crillster.
Ud over at publikum bliver velsignet med ørehængende og fed musik, får alle fremmødte også et eksemplar af det dobbelte vinylalbum "If We Took The Bones Out It Wouldn't Be Crunchy".
Billetter til arrangementet kan findes via GAFFA Live.
Hør Jenny Wilson med "Pyramids" herunder: