Nyhed

Slipknot på verdensturné næste år med nyt album

Der er en god chance for, at Corey Taylor & Co. kommer til Danmark i 2015

Slipknot udgiver 20. oktober deres femte album, ".5: The Gray Chapter". I den forbindelse har forsanger Corey Taylor givet et interview til radiostationen 94.3 Kilo, hvor han fortæller, at bandet planlægger at "dække planeten" med en verdensturné næste år. Der er altså en god chance for en dansk koncert med det maskebærende metalband, som senest besøgte landet på Roskilde Festival 2013.

Albumtitlen refererer til bassist Paul Gray, der døde i 2010 af en overdosis, og også mere overført har Slipknot haft en grå periode i den senere tid i forbindelse med, at deres trommeslager Joey Jordison sidste år forlod bandet grundet personlige anliggender. Corey Taylor fortæller:

"Der er en håndfuld sange på albummet, som handler om Paul. Der er en bunke sange, som handler om bandet og alt, vi har været igennem i de sidste fire år, alle de følelser, vi har skullet håndtere, omverdenens reaktion. En masse mennesker har ingen anelse om, hvordan det har været. I forstår det ikke. For mig som tekstforfatter handler det om at fortælle historien så ærligt og mørkt, som jeg kan – jeg brænder af spænding efter, at folk kommer til at høre det." Taylor beskriver videre albummet som "mørkt, stemningsfuldt, kunstnerisk" og "heavy som helvede".


Taylor fortæller, at bandet snart vil offentliggøre videoen til sangen "The Devil in I" og i den forbindelse vil afsløre deres nye masker. Nogle af maskerne er ændret diskret, mens Corey Taylors maske er ændret dramatisk, fordi masken skal symbolisere "hvad der sker åndeligt, følelsesmæssigt, kunstnerisk."

Hvem der er trommeslager og bassist på det nye album, vil Taylor endnu ikke offentliggøre. Ifølge Team Rock går der rygter om, at trommeslageren kan være enten Chris Adler fra Lamb of God eller Jay Weinberg, søn af Max Weinberg fra Bruce Springsteens E Street Band. Adler har dog siden benægtet at have spillet for bandet. Ifølge Metal Hammer er gruppens tidligere guitarist Donnie Steele, der har været livebassist for bandet siden Paul Grays død, ikke længere en del af gruppen.

I GAFFAs novembernummer kan du læse et stort interview med Slipknot.


Varm op med musikvideoen til første udspil fra det nye album, "The Negative One": 

ANNONCE