Heftigt indblik i dag nummer 20.000 af Nick Caves liv

Nick Cave er dystopisk og utopisk, eklektisk i sin musik og som person. Rationel og overtroisk. Fra at gå til gudstjenester til at købe stoffer på Portobello Road, fra voldspunker i bandet The Birthday Party til sober familiefar i det sydøstlige England, dog stadig som evangelisk rockende Elvis i sit mangeårige band Nick Cave And The Bad Seeds. Det er en mangesidet karakter, vi får præsenteret i instruktørparret Iain Forsyth og Jane Pollards portræt af den australske multikunstner med det borgerlige navn Nicholas Edward Cave.

Iscenesat virkelighed

Et kannibalistisk forhold til konen Susan og udstoppede undulater. Nina Simones tyggegummi og hendes champagne, kokain og pølser. En urinerende tysker i Köln og en chokoladeæske med tre lokker hår fra et Berlinsk loppemarked. Det er bare nogle af de ting, vi får fortalt historier om af Nick Caves stemme, der nærmest messer hen over smukke billeder og helt Hitchcock'ske sekvenser i denne mystiske, iscenesatte virkelighed af en portrætfilm om en dag i en hans liv.

Den engelske by Brighton danner en dyster, naturalistisk ramme om filmen, med mågeskrig, grå himmel, brusende hav og stegt ål i bandkammeraten Warren Ellis' hus. I tre sekvenser oplever vi personer fra Caves liv i samtaler med ham, mens han kører rundt til sine forskellige ærinder. Det er skuespilleren Ray Winstone, som han blandt andet samarbejdede med på filmen "The Proposition" fra 2005, hans tidligere bandmedlem i Nick Cave And The Bad Seeds, Blixa Bargeld, og Kylie Minogue, som han sang duet med på sin hitsingle "Where The Wild Roses Grow" tilbage i 1996. Alle er de personer, han har mødt i sin karriere, og det er et fint filmisk trick fra instruktørernes hånd at få disse skelsættende personer flettet ind i dokumentaren på denne måde.

Vi agerer også fluen på væggen til en session hos psykoanalytikeren Darian Leader, hvor blandt andet Caves fars død, bogen "Lolita" af Vladimir Nabokov og frygten for at miste hukommelsen bliver taget op i den nok mest iscenesatte konsultation hidtil set på det store lærred.

Plads til musikken

Nick Cave er manuskriptforfatter, skuespiller og forfatter til flere bøger. Men først og fremmest er han musiker. Og det er der heldigvis også plads til i Forsyth og Pollards film. Vi får blandt andet "Give Us A Kiss" med Cave alene bag klaveret i studiet, så hårene rejser sig på armene. Også "Higgs Boson Blues" og "Push The Sky Away" får vi lov til at opleve i numrenes (næsten) fulde længder, filmet autentisk og "staged" på samme tid. Især en sekvens fra en koncert, hvor Cave folder sig ud fik hoveder til at rokke i biografen Grand en grå fredag morgen, og et brændende ønske om snart at opleve Nick Cave And The Bad Seeds i koncert plantede sig straks i mit bryst.

Eksperimenterende og skæv

Biografier og dokumentarer falder nogle gange i den selvsmagende fælde. Det afværger Cave på en meget, ja, Cave-agtig måde. I "20.000 dage på jorden" besøger han nemlig blandt andet Arkivet – et sted, hvor han har folk ansat til at arkivere sit liv, med noter og gamle billeder i plastlommer, gamle lyd- og filmsekvenser og nostalgiske artefakter. Her får seeren blandt andet læst op fra et gammelt testamente, han har skrevet, hvor hans arv skulle gå til et Mindested For Nick Cave. Hertil griner Cave skævt og omtaler sit daværende selv som en indbildsk nar.

Men hvorfor skal vi så høre om netop denne musiker? Fordi han har levet ti liv, er et af de mest komplekse, spændende mennesker i showbusiness, og fordi han er fucking punk. Såre simpelt. "20.000 dage på jorden" giver et spændende indblik i Nick Caves verden og sind, og det bliver gjort med æstetiske virkemidler af kaliber. Så om du er Nick Cave-fan eller ej, så gør dig selv en tjeneste og fang denne eksperimenterende, skæve portrætfilm så snart du kan.

"20.000 dage på jorden" af Iain Forsyth og Jane Pollard har danmarkspremiere i udvalgte biografer den 2. oktober 2014. Læs mere her.

Vurdering: Fem ud af seks stjerner

Se den officielle trailer til filmen: