Nyhed

Tina Dickow giver ekstra-ekstra-ekstrakoncert

Billetterne er revet væk til Tina Dickows koncerter, men den populære sangerinde vil ikke skuffe Danmark og giver endnu engang ekstra-koncert

Danskerne er glade for Tina Dickow ud fra billetsalget for de seneste koncerter at se. De er nemlig udsolgt, og den 36-årige sangerinde vil ikke skuffe Danmark og afholder for tredje gang ekstrakoncert. Den afholdes i København, Falconer Salen den 6. december. Da hun annoncerede sin anden ekstrakoncert, skulle den ifølge arrangøren være definitivt den sidste, men det blev det ikke til glæde for dem, som ikke nåede at få fingrene i en billet. 

Tina Dickow har haft et hektisk år. I april var der premiere på Pernille Fischer Christensens film "En du elsker", som Dickow skrev musikken til, og som den svenske skuespiller Michael Persbrandt fortolkede med succes i filmen. Umiddelbart efter rejste Dickow land og rige rundt for at afholde en stribe udsolgte triokoncerter, i august udgav hun albummet "Whispers", og kort efter annoncerede hun en række danske koncerter i slutningen af året.

Albummet "Whispers", som er det sjette studiealbum i rækken, gik direkte ind på den danske hitlistes førsteplads og blev også hendes hidtil bedst anmeldte udgivelse. Efter at pladen havde ligget i to uger, blev førstepladsen dog erobret af Suspekt-drengene.


Flere medier var enige om, at Tina Dickow fortjente fem stjerner for det nyeste album. GAFFAs anmelder Jan Opstrup Poulsen var blandt dem, som kvitterede med fem stjerner. Tine Dickow fik følgende ord med på vejen:

"Whispers" indeholder nogle af Tina Dickows hidtil stærkeste sange, som den rumlende "You Don't Step Into Love" og som fortabt i "Drifting". Det handler selvfølgelig om kærlighedens evigt nagende tvivl og milevidt fra det glansbillede, som hun lever i i privaten på Island med ægtemanden og musikeren Helgi Jónsson, der også er den tætteste musikalske partner på albummet," skrev Jan Opstrup Poulsen. 

Tina Dickow satser i denne omgang mere på udlandet, men de danske fans svigtes dog ikke. Dickow optræder i november og december både i Københavns Falconer Salen og på Hermans i Aarhus. Luksus-problematikken er dog, at billetterne til de første koncerter blev revet væk på under en time. De hidtil arrangerede ekstrakoncerter blev ligeledes udsolgt inden for kort tid.


Sidste fredag, den 26. september, blev den tredje koncert i Falconer sat i salg, men det tog blot få timer, og samtlige 2200 billetter var revet væk. Derfor skal du være hurtig, når forsalget starter på lørdag den 4. oktober kl. 9.00. Billetterne kan købes via Billetlugen.

Hvis du ikke allerede har fået billet, kan du varme op til lørdag formiddag, hvor du kan købe billet til den tredje ekstrakoncert, med nummeret "Someone You Love" fra det nye album: 


ANNONCE