Nyhed

Beastie Boys forventer at skuffe fans

Rapperne arbejder på anderledes nyt album

Hiphop-trioen Beastie Boys er på vej til Australien for at spille en række koncerter i en pause fra indspilningerne til deres næste plade.

I et interview med den australske avis The Age siger Mike Diamond, at der er en lidt anderledes plade på vej fra trioen.

"Den er faktisk ret anderledes. Vores fans kan forvente at blive skuffet, de kan forvente at blive sure på os".


Kommentarerne skal naturligvis tages med et gran salt, specielt da pladen ikke er færdig endnu. Diamond fortæller desuden, at Beastie Boys ikke vil sige for meget om pladen endnu, da de stadig arbejder og endnu ikke helt ved, hvordan slutresultatet bliver.

Det er endnu for tidligt at sige noget om, hvornår pladen udkommer, men sidst på året synes at være et fornuftigt bud.

ANNONCE