Nyhed

Distortion åbner ny todages festival – og er klar med de første navne

Den københavnske elektrofestival deler sig i to

Den københavnske Distortion Festival har netop offentliggjort, at den åbner en ny todages festival, Distortion Ø – en todages festival på Refshaleøen 5.-6. juni.

De to gadefester, som vi kender dem på Nørrebro og Vesterbro, vender som sædvanlig tilbage, denne gang onsdag den 3. og torsdag den 4. juni, og bliver nu suppleret af Distortion Ø fredag og lørdag 5.-6. juni, en sammenlægning af Havnefesten og Final Party. Distortion Ø får mere end ni scener, danske og udenlandske navne, fyrværkeri, såkaldte techno-tunneller, lasershow og meget mere.

Samtidig offentliggør Distortion de første fire navne til Distortion Ø: Danske Noir og norske Cashmere Cat spiller fredag, og tyske Siriusmodeselektor – en sammensmeltning af solokunstneren Siriusmo og gruppen Modeselektor – og syriske Omar Souleyman optræder lørdag.


"Det har taget os 15 år at finde et holdbart format, men vi er der nu, hvor jeg ikke har turdet drømme om, at vi ville ende: En folkefestuge i København, der kulminerer med en elektronisk musik-tour de force til Distortion Ø. Det føles helt rigtigt nu at opgradere Final Party til Skandinaviens førende elektroniske musikfest", udtaler Distortions direktør Thomas Fleurquin i en pressemeddelelse.

Festivalen slutter som vanligt med mere afdæmpede hygge-arrangementer søndag.

For at få adgang til Distortion Ø skal man enten købe et Distortion Ø-pas eller et Distortion Turpas. Sidstnævnte giver også adgang til alle klubarrangementer i Distortion-ugen. Billetsalget er i gang via Billetlugen.


 

 

 


 

Varm op med Omar Souleymans "Warni Warni":


ANNONCE