Nyhed

Se trailer til Kurt Cobain-dokumentar

Traileren til Montage of Heck viser klip fra adskillige hjemmevideoer både fra barndommen og livet med Courtney Love

Selvom den meget omtalte dokumentar om rocklegenden Kurt Cobain, "Montage of Heck", først får premiere på amerikanske HBO den 4. maj, kan du allerede nu se traileren til filmen, der lover et sjældent indblik i Nirvana-forsangerens liv.

Den to-et-halvt-minutter lange trailer viser bidder fra både hidtil usete hjemmevideoer og fra interviews med adskillige mennesker, der på en eller anden måde var i berøring med Cobain inklusive kæresten Courtney Love.

Dokumentaren følger rock-ikonet, fra han var en helt lille dreng, gennem de svære teenageår, til livet som en hel generations frontfigur som forsanger i grungebandet Nirvana. I filmen vil der være videoer fra alt fra Cobains to års fødselsdag til intime stunder med Courtney Love og datteren Frances Bean.


Familie, venner og musikkolleger har bidraget til filmen, ligesom den indeholder et båndet interview med Cobain til musikmagasinet Rolling Stone. Der bliver desuden anvendt animation i dokumentaren, der er instrueret af Brett Morgen med Cobains datter, Francis Bean, som executive producer.

"Montage of Heck" havde premiere på Sundance Film Festival i januar. Inden den bliver vist i amerikansk tv, vil der desuden blive udgivet en bog med stills af animationer fra filmen, sjældne fotografier og andet fra Kurt Cobains personlige arkiv. Instruktøren Brett Morgan lover desuden, at soundtracket til "Montage of Heck" kommer til at indeholde et 12 minutter langt akustisk nummer af Cobain, som aldrig er hørt før, skriver Rolling Stone.

Se traileren til "Montage of Heck" her:

ANNONCE