GAFFA kaster et blik bagud på guitarmesterens lange karriere i anledning af den runde dag
Allerede mens en meget ung Eric Clapton spillede med John Mayall & The Bluesbreakers i 1964-65 begyndte et - siden berømt - grafitti-"tag" at dukke op rundt omkring i hjembyen London. "Eric Clapton er Gud," stod der. Guddommelighed er måske trods alt for meget at tillægge guitaristen, som runder 70 i dag.
Til gengæld er det vanskeligt at benægte, at "Slowhand," som han også kaldes, er blandt rockmusikkens allermest udtryksfulde guitarister - og iøvrigt still going strong, at dømme efter hans seneste koncert herhjemme tilbage i 2011, hvor han besøgte Jyske Bank Boxen i Herning (billedet).
Den runde dag i dag markeres i maj med med en række koncerter i først Madison Square Garden, New York, og i Royal Albert Hall hjemme i London, og for kort tid siden fik vi den nye turnédokumentar "Planes, Trains & Eric" fra mandens turné i fjernøsten i starten af 2014. Clapton kunne ellers roligt have valgt at hvile på laurbærrene og se tilbage på en karriere uden mange sidestykker i branchen.
Potent trio
Efter den relativt kortvarige læretid hos blues-indpiskeren John Mayall, indtrådte Clapton i '66 i den potente trio Cream med trommeslageren Ginger Baker og bassisten Jack Bruce. Det blev til i alt fire albums, herunder den psykedeliske klassiker "Disraeli Gears" fra '67, mens Cream herhjemme blev den direkte inspiration til bandet Young Flowers.
Claptons solokarriere indledtes med "Clapton" fra 1970; da havde han i mellemtiden blandt andet nået at indspille med The Beatles og John Lennon og indgå i den kortlivede supergruppe Blind Faith sammen med Ginger Baker, Traffics Steve Winwood og bassisten Rick Grech. I '71 udkom dobbeltalbummet "Derek & The Dominoes," hvor man blandt andet finder klassikeren "Layla."
Fra sit udgangspunkt i bluesmusikken og musikalske helte som Robert Johnson, udviklede solisten Clapton op gennem 70'erne en distinkt, personlig stil; ikke mindst var han blandt de første vestlige stjerner til at omfavne reggaemusikken.
Clapton havde således blandt andet hits med sin fortolkning af Bob Marleys "I Shot the Sheriff" og en reggaeversion af vennen Bob Dylan "Knockin' on Heaven's Door" - uden af den grund nogensinde at klippe den særlige, blå tråd, som er løbet gennem hele karrieren.
Gammel sok
De fire centrale halvfjerdserplader "461 Ocean Boulevard" (1974), "There's One in Every Crowd" (1975), "No Reason to Cry" (1976) og ikke mindst "Slowhand" (1977) har alle karakter af karrierehøjdepunkter; i samme årti kunne Clapton opleves på det store lærred i filmatiseringen af The Whos "Tommy" og Martin Scorseses koncertfilm "The Last Waltz."
I midten af halvfemserne oplevede Clapton stor succes med sit "MTV Unplugged"-album - ikke mindst takket være den decideret hjerteskærende "Tears in Heaven," hvor Clapton adresserede tabet af den fire-årige søn Conor, som var død ved et fald fra et højhus-vindue på Manhattan i 1991.
Seneste studiealbum fra Eric Clapton er foreløbig "Old Sock" fra 2013; siden har vi dog fået såvel "Call Me the Breeze" - en fin hyldest til vennen og forbilledet J.J. Cale - som den eminente outtake-samling "Give Me Strength - The 1974/75 Studio Recordings" fra dagens runde runde fødselar.
