Nyhed

Ulige Numre: Vi glorificerer de hurtigste, de smukkeste og de mest kendte

GAFFA har været en tur på Formel 1-banen med den sympatiske Ulige Numre-forsanger Carl Emil Petersen i anledning af bandets nye album Grand Prix

GAFFA har været en tur på Formel 1-banen med den sympatiske Ulige Numre-forsanger Carl Emil Petersen i anledning af bandets nye album Grand Prix. Tag med på tur i Ulige Numres univers, når vi tager 14 omgange rundt på banen.

1. Grand Prix

– Jeg er vild med motorsport og hele forherligelsen af racerkørere. Jeg elsker universet, men samtidig ser jeg det også som en velfungerende metafor for ungdomslivet, hvor det er en solosport, hvor man forherliger vinderne, der er til fare for sig selv, når de drøner rundt på banen i fuld fart. Vi glorificerer de hurtigste, de smukkeste og de mest kendte. Der er også noget romantik i racer-universet, som jeg syntes gav god mening i forhold til rammerne for pladen, der i høj grad handler om at finde ud af, hvad fanden der egentlig betyder noget for én.


2. Siden sidst

– Vi har egentlig været ret hurtigt ude med album nummer to. Vi stoppede med at spille med Nu Til Dags-pladen i september, og fra da og til vi gik i studiet, gik der kun en måned. Men jeg havde også sparet en masse sange sammen, som jeg havde skrevet under turnéen. Jeg har et studie i en lille træhytte, min far har bygget, og der sidder jeg rigtig meget og skriver og indspiller demoer, når der er en ledig stund til det, så efter touren havde jeg 10-12 nye sange til et album. Siden sidst er Lasse Ziegler blevet en fast del af bandet, og vi har valgt en ny producer.

3. Ny producer


– Denne gang har vi valgt at arbejde sammen med den svenske producer Lasse Márten, og det har været et stort skridt for os, for vi har jo arbejdet sammen med Nikolaj Nørlund, siden vi startede, og han har på en måde været en stor del af bandets lyd, og han har lært os utroligt meget i forhold til at lave en rockplade. Vi lægger ikke skjul på, at vi synes, Nørlund er den bedste rockproducer herhjemme, så vi var jo nødt til at tage til udlandet for at finde en anden, som havde nogle andre kvaliteter. Lasse Márten er en svensk popproducer, som er meget anderledes end Nørlund. Han er meget sound-orienteret og går efter noget, som et kraftfuldt og vellydende, og det kunne jeg godt lide. Langt hen ad vejen er jeg jo meget enig med Nørlund i forhold til, hvordan tingene skal lyde, og i hvad jeg godt kan lide, og denne gang har det været lidt mere en kamp, hvor vi har gået hinanden på klingen, og jeg har skullet træde lidt mere i karakter og også selv producere nogle ting. Faktisk har alle i bandet prøvet lidt kræfter med producerrollen denne gang.

4. Den svære toer

– Det kommer lidt an på, hvordan man gør regnestykket op, for vi brød jo igennem med ep'en fra 2011, så på sin vis føles det her lidt som en treer. For mig var Nu Til Dags den svære toer. Denne gang er det kommet meget lettere og meget hurtigere, og jeg har haft et overskud af sange liggende, som vi har kunnet vælge fra og sammensætte den rigtige plade af, så numrene gav mening sammen. Der er en idé med den måde, sangene komplementerer hinanden på. Mange moderne plader har et meget kompromisløst og konsistent udtryk, hvor man kan høre, at vi eksperimenterer med mange forskellige genrer og referencer. Vi har ikke været så bange for at blande kortene.


5. København

– Vi er jo et københavnerband i modsætning til nogle af de andre, der er flyttet herover. Vi har København inde under huden, men på den nye plade optræder også flere andre sted- og bynavne. Jeg synes, det er meget stærkt at bruge stednavne, for vi er jo et dansk band, og det giver en umiddelbar følelse for folk at høre om steder, de kender. Det er et godt greb, og de steder, jeg synger om på pladen er jo steder, der betyder rigtig meget for mig.

6. Nikolaj Nørlund


– Jeg føler et nært slægtskab med Nikolaj Nørlund, som jeg blandt andet spillede med på Roskilde sidste år, hvor jeg var så heldig at få lov til at spille guitar til hans store jubilæumskoncert. Jeg er inspireret af ham og hans dejligt usentimentale brug af sproget. For ham er det et værktøj, hvor det for visse ældre sangskrivere godt kan være lidt omklamrende. Det er usentimentalt og billedrigt.

7. Tidens danske musikscene

Der er mange, der er begyndt at røre på sig inden for det danske sprog. Særligt Mellemblond, som desværre ikke helt får den anderkendelse, de fortjener. De har lavet et rigtig fedt album, som kommer ud inden alt for længe.


8. Blodets bånd

– Sangen med det navn på pladen handler om venskab, og hvad venskab kan blive til, og denne her plade er en plade, hvor jeg har haft lyst til at sige nogle ting ligeud. Og sådan nogle gamle værdier som familie kan godt virke lidt uncool, men i takt med, at man bliver ældre, går det op for én, at man ikke kan undvære de gamle, og at det er vigtigt at have nogle, man altid er den samme overfor. Der er en del på pladen, der handler om familie.

9. Helt almindeligt


– Hverdagen er det almindelige. De små ting, man husker, når man en dag står og gør status over det hele. Jeg kan godt lide dagligdagen. Jeg nyder at have en dagligdag, hvor musikken er en stor del af mit liv. Jeg nyder at tage til hytten i Skagen og arbejde på sange eller gå en tur om morgenen hjemme på Christianshavn og lufte nogle tanker , få lidt ilt til hjernen og komme i gang. Men som musiker kan man godt falde ned i sådan et musiker-hul, hvor man bliver doven, og det gør jeg mit bedste for at undgå.

10. Idioter

– På internettet er alting ofte meget sort-hvidt. Folk har hurtigt et eller andet standpunkt, der skal udbredes for hver en pris. Almindelig pli og respekt er nogle gange truede, fordi man – især på nettet – kun hører dem, der råber allerhøjest. De kan splitte folk, og det kan gøre mig i dårligt humør. Jeg er også for længst holdt op med at læse alle kommentarer på nettet.


11. Social dumping

I sangen Os Idioter er hovedpersonen en person, der er endt i det der system, hvor man bare er et tal, der bliver kastet frem og tilbage. Han bliver sendt ud til job, han ikke er kvalificeret til, men som ser godt ud i statistikken, for bare at blive sendt tilbage på jobcentret igen. Det er en meget uværdig behandling. Det er den der sociale dumping, som var lidt et buzz word før kommunalvalget, der triggede det. Det er historien om, hvordan et system kan nedværdige nogle helt værdige og hæderlige arbejdere. Det var fedt at skrive en lidt vred sang fra et af de menneskers perspektiv. Jeg har den største respekt for de mennesker, der varetager de hårde fag – de gammeldags lønmodtagere, som vores land er bygget på. Det er hårdt arbejde.

12. Ulige Numre – ikke Ukendt Kunstner


– Der er ikke nogen god forklaring på bandnavnet, men der er folk, der hævder, at hvis de sidste cifre i et cpr-nummer er ulige, så tilhører det en dreng. Og så er der nogle sjove referencer – for eksempel den ene side af en vej. Til gengæld bliver vi hele tiden forvekslet med Ukendt Kunstner, og der vil jeg da godt lige skynde mig at understrege over for GAFFAs læsere, at Ukendt Kunstner, det er dem med Neonlys, og Ulige Numre, det er dem med København, haha!

13. Frit Land

– Sangen med det navn handler om, hvordan det kan være svært at forholde sig til alt det, der sker i den store verden. Hvordan virkeligheden gennem fjernsyn og internet kommer ind i den lille trygge hverdag. Og uanset om man vil det eller ej, så er det noget, der karakteriserer os danskere, det der med "os og dem". Der er lille Danmark og de andre. Jeg kan godt lide, at det er lidt uklart, om sangen er en hyldest til landet og naturen, eller om den er politisk eller personlig. I det store hele handler den om ikke at kunne forholde sig til problemer, og den er et meget godt billede på, hvad det også vil sige at være dansk – om man vil det eller ej.


14. Favoritsangskriver

– Jeg er meget glad for Ryan Adams – især Heartbreaker, men sangskriveren over dem alle for mig er Bob (Dylan, red.). Han er en institution, og hans sangskat er fuldstændig uudtømmelig, man finder altid et nyt billede eller en ny vinkel i hans sange, og det er også noget af det, jeg har prøvet at arbejde med – for eksempel i nummeret Frit Land. Folk er ikke dummere, end at de har brug for flere sider af den samme sang, og mere flere perspektiver holder det bare længere.

 


ANNONCE