Nyhed

Lana Del Rey afslører, at hun snart udgiver nyt

Rygter om et nyt album har længe floreret, og nu tyder det på, at faktisk er på trapperne

Fans af Lana Del Rey skal ikke vente et årti på at få en opfølger til sidste års "Ultraviolence". Nu har sangerinden nemlig muligvis afsløret, at næste album er ude allerede i september. Det skriver Spin.

Lana Del Rey har antydet, at der allerede skulle foreligge et nyt album, "Honeymoon", men det er med et blevet en smule mere konkret end de blotte overvejelser efter et show forleden. Da Del Rey optrådte i Ridgefield, Washington, fik hun sagt fra scenen, at det næste album rammer butikshylderne til september. 

På Instagram har Lana Del Rey skrevet, at det er "et smukt retro fremtidsalbum" ("beautiful retro future record"), og hun skulle efter sigende allerede have filmet to musikvideoer, der skal understøtte udgivelsen.


"Ultraviolence" udkom i juni sidste år og var på den måde næsten perfekt timet med Lana Del Reys optræden på årets NorthSide Festival. GAFFAs musikanmelder Michael José Gonzalez kvitterede med fem stjerner og skrev blandt andet: "Del Rey er kun blevet bedre i formidlingen af sine pop-noir-sange, og universet er kun blevet mere interessant, så spørgsmålet er bare, om hun vil kunne lave endnu et album baseret på de samme dyder, uden at det kommer til at føles "old news"?"

Det tegner til, at det spørgsmål vil blive besvaret til september.

 

ANNONCE