Nyhed

Kurt Cobain-soloalbum udkommer i november

Albummet bliver udgivet samtidig med dvd-udgaven af dokumentarfilmen Montage of Heck

6. november udkommer et endnu ubetitlet soloalbum med Kurt Cobain. Albummet udkommer samtidigt med dvd/Bluray-udgaven af Brett Morgens Cobain-dokumentarfilm "Montage of Heck".

Brett Morgen fortæller, at albummet vil indeholde al musikken fra filmen sammen med et dusin yderligere sange, "lydmontager" og en humoristisk sketch. Morgen har samlet materialet efter at have gennemgået "timevis" af Cobains personlige arkiver.

"Alle sangene er bare Kurt alene med guitaren," siger Brett Morgen til Billboard. "Det er ikke afsluttede flersporsoptagelser, men de er ekstraordinære, og jeg mener, at de giver en fantastisk indsigt i hans kreative proces. Jeg mener, de uddyber vores foreståelse af Kurt, både som musiker og som menneske."


GAFFAs anmelder Henrik Tuxen var begejstret for filmen "Montage of Heck", som han tildelte fem stjerner og blandet andet skrev følgende om: "Brett Morgens over to timer lange dokumentarfilm om Kurt Cobain har sin absolutte styrke i sin adgang til eksklusivt materiale. Han må have sweet-talked såvel Kurts biologiske familie som enken Courtney Love godt og grundigt, for sjældent har man set en dokumentarfilm om et afdødt ikon, hvor der over 20 år senere dukker så mange stærke og personlige filmoptagelser frem." Læs hele anmeldelsen her.

 

ANNONCE