x

Se Dúnés forsanger få stående klapsalver

Se Dúnés forsanger få stående klapsalver

I går kørte Tv2s Toppen af Poppen endnu engang over de danske skærme, og det var Oh Lands sange, der skulle nyfortolkes.
Oh Land, med det borgerlige navn Nanna Øland Fabricius, er kendt for sine fantasifulde og lettere elektroniske sange, som både kan bruges på dansegulvet og i mere rolige omgivelser.

Hendes dag handlede en del om hendes karrieres opståen, hvor blandt andet en balletdanserdrøm gik itu på grund af en skade i ryggen.
Hun fandt derefter sin indre musikalske side frem og er nu en af de førende sangerinder i Danmark.

Lars Lilholt havde valgt "Wolf And I", som rent musikalsk var den samme som Oh Lands, men Lilholt havde lavet en lille gimmick og oversat sangen til dansk.

Sebastian gav "Rainbow" sin charme og havde fjernet de eletroniske elementer og forvandlet nummeret til et mere Sebastian-venligt.
Outlandish' Isam B valgte at tage "Break The Chain", som handler om Oh Lands knuste balletdrøm. Han valgte dog at gøre det knap så følelsesladet og proppede lidt mere rock på sangen. Sangerinden gav udtryk for, at dette var noget, hun har haft brug for, fordi netop den sang er meget personlig.

Stine Bramsen tog sig af "Speak Out Now", hvor hun tilføjede sin egen stil og divaness.

De to af de seks sangere, der virkelig skilte sig ud, var Shaka Loveless og Dúné-forsanger Mattias Kolstrup.

Shaka Loveless forestillede sig skønheden og udyret, hvor Oh Land var skønheden, og han ville så være udyret – dette udyr var dog et bløddyr og leverede en følelsesladet "White Nights".

Mattias Kolstrup tog en chance i går og valgte en af Oh Lands mest spillede sange, nemlig "Sun Of A Gun". Sangeren gav nummeret en vaskeægte Dúné-ånd. Elektrorocken var ikke til at overhøre, og Mattias Kolstrup gav sig fuldt ud – og fik stående ovationer.

Se Mattias Kolstrups optræden på TV2 her

Lyt til Mattias Kolstrups version af "Sun Of A Gun" her: 


Nyheder, artikler og anmeldelser fra GAFFA