Nyhed

Prince spiller 21 koncerter i London

Den excentriske musiker indtager den engelske hovedstad og spiller hele 21 koncerter til sommer

Efter at have haft en længere periode med manglende albumsalg oplevede Prince noget af et comeback med pladen "Musicology" i 2004, og med "3121" fra sidste år ser det ud til, at Prince er tilbage på rette spor.

Prince har dog ikke overrendt Europa i denne periode, men nu bliver der taget revanche med hele 21 koncerter i London.

Den første spilles 1. august i O2 Arena (tidligere The Millennium Dome), og billetprisen er sjovt nok 31.21 pund. Det bliver det første af syv shows mellem 1. og 14. august.


Herefter vil Prince spille fjorten endnu ikke annoncerede koncerter rundt om på mindre spillesteder i London. Ifølge websiden Drowned in Sound er stjernens mål at afholde koncerter, som alle har råd til at komme ind til i en by, han elsker.

Koncerterne bliver de eneste europæiske datoer for Prince i år, så vil man opleve den lilla legende live, så skal man altså til at spare sammen til en flybillet.

Billetter til koncerterne i O2 Arena går til salg 11. maj, og koncertdatoerne er 1., 3., 4., 7., 10., 11. og 14. august.


ANNONCE