Nyhed

MINDEORD: Med Hugo Helmigs død har en sårbar generation mistet en stemme

Den unge musikers alt for tidlige død er en påmindelse om fortsat at holde fokus på mental sundhed i musikbranchen

Det er umådelig trist. Tabet af et ungt menneske er en tragedie, der altid vil være svær at forlige sig med.
Hugo var et kæmpe musikalsk talent, en stor popstjerne in spe, men først og fremmest var han – og vil altid være – nogens søn, barnebarn, fætter, nabo, onkel, bror, bandkammerat eller gode ven fra folkeren. 

I dag har familien offentliggjort, at Hugo Helmig Toft Simonsen forlod denne verden onsdag den 23. november.

På GAFFAs redaktion har tårerne fået frit løb for hver eneste udmelding og hvert eneste mindeord, der er kommet fra Hugos nære familie. Og hver eneste beretning vidner om, at Hugo var et kærligt og et enormt elsket og elskeligt menneske. 

Hugo Helmig formåede, i kraft af sit uovertrufne talent, i en ung alder at slå igennem på den musikalske scene. Kort før sin 19 års fødselsdag, i juni 2017, debuterede han med kæmpehittet "Please Don't Lie" og de følgende år toppede han hitlister, vandt priser, storhittede i ind- og udland, udgav anmelderroste albums, spillede koncerter for tusindevis af dedikerede fans.

Med ét var han allemandseje og hvirvlet ind i en branche, der på mange måde kan være nådesløs, og hvis indflydelse kan have store konsekvenser, hvis man på den ene eller anden måde er en sensitiv sjæl. 

Hugo Helmig har siden 2019 været åben omkring de udfordringer, han havde med sit mentale velbefindende. Den direkte forbindelse mellem de udtalte udfordringer i Hugo Helmigs liv og hans alt for tidlige død er dog blevet afværget i det rørende Instagramopslag som hans far, Thomas Helmig, publicerede i formiddags:

"På dit alt for korte livs sidste aften, sad vi to sammen i sofaen i din lejlighed. Vi spiste og så Notting Hill og vi snakkede og vi snakkede. Du var så fuld af håb, drømme og planer for fremtiden. Jeg var hos dig hele natten og mens du sov, gav dit lille hjerte op."

Alligevel, i respekt for Hugo Helmig stærke stemme og enorme ærlighed om sine private kampe, synes det vigtigt, at vi ikke er bange for at tale om, hvordan psykiske udfordringer kan tynge, spænde ben og have voldomme konsekvenser, hvis de forbliver usagte, bliver opfattet som tabu eller bliver negligeret i de sociale rum, vi befinder os i. Uanset om det sociale rum hedder musikbranchen eller noget andet. 

Med Hugo Helmigs død har en sårbar generation mistet en stemme. For han var langt fra alene med sine udfordringer. Mange unge bliver i disse år ramt af psykisk sygdom. Mistrivsel er desværre blevet en folkesygdom, som samfundet først ægte er ved at få øjnene op for. Og Hugos ærlighed og åbenhed har uden tvivl hjulet andre unge i samme vanskelige situation som ham selv. 

På GAFFA vil vi i kølvandet på Hugo Helmigs tragiske død love, at vi fortsætter vores fokus på mental sundhed og trivsel i en musikbranche, der uden tvivl kan være et udfordrende, ensomt og problematisk sted at slå sine folder. 

Mindet om Hugo Helmig som et kærligt og talentfuldt menneske vil for evigt bestå. Det samme vil det massive aftryk han i sin korte karriere fik sat på det musikalske landskab. 

Æret være hans minde.

_________________________

Du kan altid tage kontakt til Psykiatrifondens telefonrådgivning, hvis du selv oplever tegn på depression, mistrivsel eller har overvejet selvmord. Her kan du ringe anonymt og få en personlig samtale med en rådgiver. Telefonrådgivningen er åben mandag til torsdag klokken 10-22 og fredag til søndag samt helligdage klokken 10-18. Du kan ringe på telefon: 3925 2525.


ANNONCE