Nyhed

NÅR ET IDOL DØR: Hvordan skal vi håndtere sorgen?

I kølvandet af den tragiske nyhed om Hugo Helmigs død genudgiver vi en artikel fra 2017, der netop sætter fokus på den sorg der kan opstå, når et idol dør.

For kort tid siden stod tiden helt stille, da den tragiske nyhed om Hugo Helmigs død ramte Danmark. Tabet af en lysende stjerne med et enormt talent har efterladt mange i sorg. 

Den unge kunstner trådte først ind i popmusikkens rampelys tilbage i 2017 med debutsinglen ”Please Don’t Lie”, og siden har hans karriere kun vokset i stjernefart. Han var en lysende stjerne med et åbenlyst talent, der banede sin egen vej op til toppen. 

Hugo Helmig har blandt andet på grund af sit talent og sin udstråling gjort et stort indtryk hos mange - nationalt såvel som internationalt - og derfor kan tabet af ham efterlade et stort tomrum hos mange af Hugos fans. 

Men kan man reelt sørge over tabet af et idol? Må man være ked af det? Vi kender jo ikke personen privat; kunstneren i højtalerne, kunstneren vi har delt så mange øjeblikke med i tankerne, i drømmene, til koncerterne, så det kan måske føles lidt skørt at føle sorg over, at vedkommende ikke er her mere. Det helt simple svar er: Selvfølgelig kan man føle sorg over det - og den er helt berettiget, uanset hvordan den rammer en. 

I kølvandet af den tragiske nyhed om Hugo Helmigs død genudgiver vi en artikel fra 2017, der netop sætter fokus på den sorg der kan opstå, når et idol dør.


Sorgen er naturlig
Michael Danielsen var i 2017 chefpsykolog hos Psykiatrifonden (i dag er han selvstændig psykolog, red.), hvor han arbejdede for at fremme psykisk sundhed hos danskerne – og for ham var der ikke nogen tvivl om, at sorg over tabet af et idol er en helt naturlig ting:

- Det er helt berettiget at føle vrede, selvom det kan lyde lidt underligt, når man ikke kendte personen. Men det kan være ligesom at miste en nær relation. Sorg er en naturlig del af at sige farvel til noget, der har haft betydning.

Hugo Helmig var ikke bare Hugo Helmig, lige så vel som at Kurt Cobain ikke bare var Kurt Cobain. De var meget mere end det. De var med til at skabe personlighed og karakter hos tusindevis af fans, der identificerede sig med deres sange og deres udstråling. Chefpsykolog hos Psykiatrifonden Michael Danielsen fortsatte:

- Vi identificerer os med ham (idolet, red.) og udlever måske vores håb og drømme gennem ham. Teksterne taler til os og giver os en bestemt opfattelse af verden. Derfor er det ikke tilfældigt, hvem vi spejler os i.


Hos Psykiatrifonden arbejder man blandt andet med at nedbryde fordomme og tabuer. Hvis der overhovedet er noget som helst positivt at tage med, når ens idol takker af, så er det, at det kan være med til at sætte fokus på et svært emne. Nemlig at få talt om sorgen ved at miste noget, der har haft betydning. Også selvom det kan lyde dumt:

- Vi lægger en stor del af os selv over i noget, og det er med til at skabe os. Især i de unge år. Sorgen kan måske være lettere at forstå, hvis det er en ægte relation, men det kan vi ikke skelne i mellem - og på den måde kan relationen til et idol sammenlignes med en god ven for eksempel, sagde Danielsen og fortsætter:

- Man kan sige, at jo mindre reel relationen er, jo mindre nuanceret er den. Derfor kan jeg som fan lægge flere drømme og følelser over i relationen. I modsætning til en god kammerat, hvor man hører hinanden sige noget dumt, og relationen på den måde bliver nuanceret. Det bliver den ikke på samme måde med et idol. Men derfor kan sorgen godt være den samme.


Der er altid hjælp at hente
I årevis er det blevet antaget, at mennesker skulle følge bestemte faser for bedst muligt at komme igennem sorgen. Den skulle udtrykkes, og eksperter inden for området har ofte været optaget af, at man skulle vise og tale åbent om sin sorg.

Sådan er det ikke længere. Bearbejdelsen af sorg er individuel, og derfor er svaret det samme på spørgsmål som ”Kan man tale sig gennem sorgen?” eller ”Skal man græde for at komme videre?”. Det er nemlig individuelt, og sorgen over at miste et idol er ikke anderledes end enhver anden, som Michael Danielsen fortalte:

- Man kan ikke sætte sorgen på formel, men det er vigtigt at tillade sig selv at sørge og at slutte fred med sorgen - at acceptere at det havde stor betydning for mig, men nu er det der ikke længere.

Det burde være så let at komme videre, men de simple ord kan være svære at efterleve uden hjælp. Det vidste daværende justitsminister Frank Jensen, og derfor etablerede han Offerrådgivningen i 1997 med det formål, at alle ofre, vidner og pårørende kunne snakke med nogen i forbindelse med voldsomme oplevelser.

Et tilbud om gratis rådgivning, der stadig gælder 20 år senere. Og netop det, at få snakket med nogle mennesker om det, kan være en vigtig del af sorgbearbejdelsen. Om det så er et anonymt opkald til Offerrådgivningen, med vennerne eller bedsteforældrene, så er det bedste råd til alle, der ønsker et til at kommer videre, når idolet pludselig forsvinder, at få talt om det. Som Michael Danielsen siger:


– Stå ved dine følelser og del dem med andre. Gå ikke med dem selv. Det er vigtigt at få kanaliseret følelserne ud i virkeligheden og få snakket med nogle mennesker om det. 

Du kan altid tage kontakt til Psykiatrifondens telefonrådgivning, hvis du selv oplever tegn på depression eller har overvejet selvmord. Her kan du ringe anonymt og få en personlig samtale med en rådgiver. Telefonrådgivningen er åben mandag til torsdag klokken 10-22 og fredag til søndag samt helligdage klokken 10-18. Du kan ringe på telefon: 3925 2525.

Psykiatrifonden har også en chatrådgivning – læs mere her.


 

ANNONCE