Nyhed

RYGTERNE SVIRRER: Er der et nyt album fra Tobias Rahim lige om hjørnet?

Hitmageren har netop delt en trackliste på sin Instagram

Der hersker absolut ingen tvivl om, at Tobias Rahim er én af de mest folkekære kunstnere på den danske musikscene lige nu. Hits som ”Stor mand”, ”Mucki bar” og ”Når Mænd Græder” har braget på de danske radioer, og det er der også god grund til.

Blandt andet spillede Rahim en femstjernet koncert til Roskilde Festival i sommer, hvor et talstærkt publikum mødte op. Mange gik forgæves, på grund af pladsmangel – en tendens der i øvrigt gik igen på mange af årets festivaler, med Rahim på programmet. 

Senest vandt han den fornemme P3 Pris, men måtte desværre udeblive fra at tage imod den, da han af gode grunde måtte melde afbud.


For nyligt delte Rahim en opdatering på sin Instagram-profil, hvor han understregede, at han var ”ved at komme ovenpå igen”, og at angsten ikke ville stå i vejen for udgivelsen af hans kommende album – og noget tyder også på, at det er lige rundt om hjørnet.

Sangeren har nemlig netop delt et opslag med en trackliste bestående af hele 16 sange, hvor gæster som ZK, Luna Ersahin fra Aysay, Niels Brandt, Artigeardit og Andreas Odbjerg er at finde.

Vis dette opslag på Instagram

Et opslag delt af Tobias Rahim (@tobiasrahim)


Normalt er Rahim en mand, der ikke er bleg for at ytre sig gennem sine poetiske tekster, men denne gang er han en mand af få ord – der står nemlig hverken udgivelsesdato eller albumtitel, men man har vel lov til at håbe, at det er ved at være på trapperne.

Hitmageren drager desuden snart på en arenaturné, hvor han i foråret 2023 besøger Danmarks fire største byer. Turnéen har fået titlen ”Hvis vi stadig lever – tour 2023” og bringer Rahim til Aarhus, Aalborg, Odense og København.


GAFFAs anmelder var med, da Rahim væltede Arena-scenen på Roskilde Festival, hvilket var en optræden, som vakte stor begejstring:

”Dette er umiskendeligt en skelsættende koncert for Rahim og for Roskilde. Med 30.000 mennesker på en scene, der kan holde det halve som sild i tønde, kunne man frygte en opdelt festivalplads. Dette er ikke tilfældet. Tobias Rahims hitkatalog er den lim som holder festivalpladsen sammen og efterlader os alle stærkere og fuldt sammentømrede til videre strabadser.”

LÆS OGSÅ: VIDEO: Tobias Rahim giver overklassen en 80’er-rocket lussing


ANNONCE