"Det er et forsøg på at belyse det mørke, der også er en central del af forfatterskabet"
Der er mange måder at forvalte arven fra vores nationaldigter H.C. Andersen, som døde for snart 150 år siden. Man kan betale Tina Turner et sekscifret beløb for at komme og synge sit firserhit "Simply the Best" - sådan som det skete i forbindelse med 200-året for Andersens fødsel i 2005 - eller lave Disneyfilm og turistattraktioner med udgangspunkt i Andersens eventyr.
I Odense har en gruppe undergrundsmusikere, centreret omkring Ras Bolding, imidlertid gennem flere år insisteret på at afsøge skyggesiderne i det folkekære forfatterskab. Og nu gør de det minsandsten igen, når forestillingen Andersens mørke opføres på Kulturmaskinen i Odense af to omgange. Det foregår på fredag (25/8, red.) klokken henholdsvis 17 og 20 - og der er fri entré.
På scenen vil man kunne opleve Bolding selv på vokal, synthesizere og Commodore 64 - flankeret af sine sidekicks Olivia Obskur og Alex Anarki. For hologramgrafik står Max Kaos, mens Penelope Ramon har lavet illustrationer til forestillingen.
"Det musikalske projekt er for Ras Bolding et vedvarende forsøg på at gå til H.C. Andersen som forfatter snarere end som turistikon. Det er et forsøg på at belyse det mørke, der også er en central del af forfatterskabet, og som også kommer til udtryk i flere af de klassiske eventyr og fortællinger, som vi tror, vi kender så godt," hedder det i en pressemeddelelse, som samtidig specificerer:
"Der er tale om musikalske fortolkninger af H. C. Andersens mørkere eventyr: "Snedronningen," "Skyggen," "Grantræet," "Historien om en moder," "Den lille havfrue" og "Den lille pige med svovlstikkerne." Koncerterne forener elementer af elektronisk musik med goth, punk, klassisk musik, folkemusik, 8-bit og orientalske klange."
Oplev H.C. Andersens eventyr som gratis gotisk rockkoncert