En håndfuld navne har sluttet sig til Zar Paulo på det foreløbige program til Midtfyns Festival 2024
For lidt over en måned siden afslørede arrangørerne af Midtfyns Festival det allerførste navn til næste års festival, som finder sted den 5.-7. september 2024. Det var Zar Paulo, som umiddelbart inden annonceringen havde vundet prisen som Årets Nye Danske Livenavn med årets DMA.
Siden har Midtfyns Festival drypvist annonceret en lille håndfuld navne. En uges tid efter annonceringen af Zar Paulo føjede folkene bag den genopstandne Midtfyns Festival både JJ Paulo og Søren Huss til plakaten og skrev i den forbindelse i en pressemeddelelse:
"Så lykkes det endelig. Vi har siden vi genstartede Midtfyns Festival forsøgt at få Søren Huss til festivalen," noterede arrangørerne og tilføjede:
"I 2022 kiggede han forbi til festivalens eget samtalekoncept, Diabat, hvor gæsterne oplevede en nærværende og personlig Søren Huss tilbage på scenen efter mere end et års fravær på grund af depression. Nu er han tilbage i musikalsk topform, og festivalens gæster kan glæde sig til en af Danmarks stærkeste stemmer."
Senest har også Carpark North og Love Shop meldt deres ankomst til den fynske festival, som finder sted på Dyrskuepladsen ved Ringe - ganske som det var tilfældet i årene fra 1976-2003, hvor Midtfyns Festival var landets næststørste (og enkelt år den største) festival.
Billetterne til Midtfyns Festival 2024 er allerede sat til salg og kan findes her.