De fem unge gutter byder op til dans i to danske byer
Danser Med Piger – nærmere bestemt barndomsvennerne Oskar Ringgaard, Anders Gregersen, Victor Emil Prirsching, Daniel Christensen og Andreas Hermansen – skal ud i det danske land med deres to samlede værker under armen. Det er ikke første eller sidste gang, at de skal det, men denne gang har de opgraderet fra Lille Vega til Store Vega, mens de endnu engang lægger vejen forbi Train i Aarhus.
I marts måned udgav de deres anden ep Boyband, der – ligesom debuten Danser Med Piger – modtog fire ud af seks stjerner fra GAFFAs anmeldere. I anmeldelsen af den seneste ep Boyband fortalte GAFFAs anmelder således om drengegruppen og pladen:
”Når bandet er bedst, er de dansk musiks svar på en tequila sunrise – det både smager, ligner og føles af sommer (…) Hormonel disko med amoriner og svedperler – dele af skiven swinger lige til at rive hofteskålen af led. Danser med piger er en svigermors drøm af et bad-boyband, til hvem man bare har lyst til at swipe til højre,” lyder det blandt andet i anmeldelsen.
Drengene selv fortæller i en pressemeddelelse, at Danser Med Piger er lyden af venskab. De fem drenge bor sammen i en lejlighed i København, hvorfra de skriver og indspiller deres musik:
”Vi har det for fedt, når vi spiller og skriver sange sammen! Vi kunne sagtens have spillet musik hver for sig, men sammen er det bare meget sjovere. Når vi laver musik, er vi fem bedste venner, der hænger ud, samtidig med at vi laver musik lige præcis på denne måde, som vi elsker,” fortæller drengene, der ikke vil løbe fra, at det helt sikkert er popmusik, de laver:
”Det er helt klart pop, det kan vi ikke løbe fra. Og så er det 80’er-inspireret. Men vi prøver at lave en ny æra inden for disko. Vores generations form for disko med inspiration fra den gamle skole, såsom Earth, Wind & Fire og Michael Jackson,” lyder det fra drengene.
Koncerten i Store Vega bliver den 6. oktober, mens koncerten på Train er den 7. oktober. Billetsalget får i gang i morgen (den 13. juli, red.) kl. 10 her.
LÆS OGSÅ: Danser Med Piger bragte fest, farver og bundsolid livemusik