Nyhed

ORANGE DONATION: Blæst og Roskilde Festival donerer 500.000 kroner til sårbare børn og unge

Hvert år donerer Roskilde Festival hele overskuddet til initiativer, der gavner børn og unge. I år har Orange-åbneren Blæst valgt én af donationsmodtagerne.

Roskilde Festival er lige om hjørnet, og det er de unge mennesker fra Blæst, der har fået til opgave at åbne Orange Scene onsdag den 28. juni kl. 18:30. Denne ære står ikke alene, for Blæst har også fået lov at vælge en modtager af hele 500.000 kroner – et beløb, der kommer fra det foreløbige overskud fra dette års Roskilde Festival.

I år har festivalen nemlig valgt at oprette en såkaldt Orange Donation, hvor et band eller en musiker, der spiller på Orange Scene, får lov at vælge en af donationsmodtagerne. Det populære indiepopband Blæst har valgt det gratis rådgivningstilbud headspace. Headspace er en del af Foreningen Det Sociale Netværk og tilbyder gratis rådgivning til psykisk sårbare børn og unge i alderen 12-25 år.

Tilbage i november 2022 aflyste Blæst resten af det daværende års koncerter grundet stress. I fredags (den 16. juni) udgav Blæst en ny single ved navn ”Videre”, hvor de forholder sig til perioden:


””Videre” handler om, at det hele lige pludseligt går meget hurtigt, og om hvordan man kan være så fokuseret på et mål, at man helt glemmer at mærke efter sig selv, i kroppen. Man er ligesom bare gået med på noget, der er kørt lidt afsted med en, og man kan egentlig ikke følge med, men heller ikke overskue at sige fra,” lød det tidligere fra bandet i en pressemeddelelse.

Derfor er Blæst også glade for at få lov at støtte et initiativ, som de i den grad kan genkende behovet for. I dagens pressemeddelelse lyder det, at Blæst har valgt headspace, fordi de mener, at det er vigtigt at flere børn og unge får mulighed for at få hjælp til netop mentale udfordringer. De fortsætter med følgende ord:

”Det er vigtigt, at man kan få den hjælp, man har brug for. Men det er ikke alle, der ligesom os kommer fra økonomisk ressourcestærke hjem, og selv kan betale for en psykolog. Et gratis tilbud som headspace kan virkelig gavne mange, og de har afdelinger forskellige steder i landet,” fortæller medlemmerne af Blæst.


I dag drives headspace af mere end 600 frivillige landet over, og de er enormt glade for donationen, der kommer til at have stor betydning for den nære fremtid, fortæller direktøren Trine Hammershøy og fortsætter:


”En donation som denne betyder, at vi kan åbne rådgivningscentre i nogle af de kommuner, der ikke har økonomi til medfinansiering af et lokalt headspace-center. Det betyder, at vi får mulighed for at nå endnu flere børn og unge", siger Trine Hammershøy, direktør for Det Sociale Netværk/headspace Danmark.

LÆS OGSÅ: BLÆST-INTERVIEW: En vanvittig ungdom

 


ANNONCE