Nyhed

ULVEN KOMMER IKKE MERE: Stjernerne mindes Peter Belli

De sociale medier flyder over med mindeord fra kollegerne i branchen efter Peter Bellis bortgang i sidste uge

Fredag landede den triste nyhed om Peter Bellis død i en alder af 79 år. Fra den danske Kinks-oversættelse "Helt igennem respektabel" - et tidligt eksempel på dansksproget rock - i 1965 og frem til sin sidste turné i 2017 efterlod Belli et varigt aftryk på dansk rockhistorie.

Og mens det netop er blevet offentliggjort, at Belli efterlader sig et sidste tv-interview i Mikael Bertelsens programrække Det Sidste Ord, er de sociale medier de seneste dage blevet fyldt med mindeord fra Bellis kolleger i den danske musikbranche.

"Ulven kommer ikke mere. Nu skal vi også til at leve i et land uden Peter Belli! Det måtte jo komme, tænkte vi vel i vores stille sind, mens vi på afstand oplevede ham ældes og svækkes, men Danmark har mistet en flig vigtig identitet," indleder Michael Falch et længere mindeord, som også inkluderer en anekdote fra 1967, hvor en 10-årig Falch drillede Belli og hans kæreste (og senere hustru) June ved en strand i Nordsjælland.


Lars Lilholt deler et billede af sig selv og Belli backstage med en øl og følgende korte tekst:""Ulven Peter” og “Han er oppe kl 8” ("Helt igennem respektabel, red.) var nogle af de første sange på mit repertoire. Kære Peter: Æret være dit minde."

Også den noget yngre kollega Mads Langer mindes Belli, som han lærte at kendte i tv-programmet Toppen af poppen, hvor de to fortolkede hinandens sange. "Hvil i fred min ven. Tak for musikken. Særligt "København fra en DC9," som du generøst lod mig komponere min egen melodi til. Men i allerhøjeste grad også for din danske gendigtning af min sang "Last Flower," "Evig og altid," der blev titlen på dit album," skrIver Langer og tilføjer:


"Tak for venskabet som følge af vores musikalske møde. Du var lavet af den fineste karat, der rækker langt ud over dit levede liv. Mange tanker til dine pårørende og alle de fans, du har på kryds og tværs af generationer. Håber du sidder deroppe i en DC9 og kigger ned på alle de mennesker, du har rørt med din stemme og dit væsen."

En af dem, som fik lov at arbejdede helt tæt sammen med Belli i den sidste del af hans karriere, var Marcus Winther-John, som var kapelmester i Bellis sidste liveband og i 2018 udgav bogen Kapelmesterens dagbog om Peter Bellis afskedsturné.

"Kære Peter, i går gik det op for mig, at du ikke var udødelig. For selvom du flere gange, i de år vi spillede sammen, dansede på kanten, så er der nogle folk, der synes altid at have været her, og de kan jo ikke undværes!," indleder han sin rørende afskedssalut, som fortsætter: 


"Du sang altid, som gjaldt det livet … og det gjorde det! Det mærkede vi alle sammen, og det gjorde dig til én af de få ”indiskutable” i dansk musikhistorie. Du var ”størst igennem længst” og en kompromisløs rockstar i alle afskygninger om det var i pigtråd, dansktop, tv eller cirkus," skriver Winther-John og tilføjer:
"Jeg er så uendelig taknemlig og stolt over at have været ved din side på rejsen i et lille årti. Sikke en kæmpe ære at have fået lov at skrive så mange sange til og stå på så mange scener med den stemme. I disse dage kører et karnevalsoptog af minder fra Smukfest til Døllefjelle-Musse marked, fra sorte rockklubber til bindingsværkskroer og backstageløjer med ærbødige stjernekolleger, sigøjnere og ægte kanonkonger," lyder det fra Winther-John, som slutter:
"Vildt, unikt, inderligt og bare smukt! Nu er du her ikke mere - men det er du så alligevel. Jeg vil savne dig, min ven og sand guttermand fra studiet og landevejen." 
ANNONCE