Nyhed

KUN FOR FORRYKTE: Retrofestivalen på Falster klar med næste års navne

Seksstjernet Deep Purple-veteran er øverst på plakaten til den femte udgave af Kun for Forrykte Festival i Stubbekøbing

Hele seks stjerner og en særdeles entusiastisk anmeldelse blev det til, da den nu 72-årige britiske bassist og sanger Glenn Hughes gæstede Fængslet i Horsens i forbindelse med denne sommers Jailbreak-festival. Ved dén lejlighed annonceret Hughes, at han ville komme tilbage til Danmark i '24 - og det løfte ser nu ud til at blive indfriet.

Hughes er nemlig blandt en lang række navne, som netop er offentliggjort til næste års udgave af festivalen Kun for Forrykte, som afvikles for femte gang den 7. og 8. juni 2024.

Udover Hughes - som kommer med materialet fra sine tre album med Deep Purpe i 70'erne - kan publikum se frem til en række danske navne, som på hver deres måde knytter an til 1960'ernes rockscene.


Det gælder både en række overlevere fra dengang samt yngre navne, som henter deres inspiration i netop denne vigtige periode i rockhistorien. Til sidstnævnte hører Naja Rosa, Fancy Lee, Sorte Fugle og Den syvende søn.

Stig Møller var med i legendariske Steppeulvene i tresserne. Her er han på scenen i Skanderborg i marts 2013. Foto: Ole B. Holmgaard
Stig Møller var med i legendariske Steppeulvene i tresserne. Her er han på scenen i Skanderborg i marts 2013. Foto: Ole B. Holmgaard

De får selskab af autentiske tresser- og halvfjerdsernavne som Stig Møller Band (med Peter Ingemann på bas og vokal), de albumaktuelle Horsens-koryfæer Den gamle mand og havet og en 2023-inkarnation af det navnkundige Delta Blues Band. 


Det centrale medlem Troels Jensen gik bort i 2020, men bandet tæller stadig veteraner som Knut Henriksen, Thomas Puggaard-Müller og Jørgen Lang.

“Da jeg startede Kun For Forrykte Festival i 2019 var det et eksperiment og en forsøg på at genoplive
ånden fra woodstock og sluttresserne. Vi vidste ikke på forhånd ikke, om det ville blive en succes eller
en fiasko," udtaler festivalens bagmand Frederik Schnoor i en pressemeddelelse og tilføjer:

"5000 solgte billetter og fem år senere kan vi konstatere, at festivalen er blevet en tradition og en
dansk bastion for netop den unikke blanding af syrerock , folkrock og eksperimenterende musik som
Woodstock også var."


JUL PÅ STADEN: Kun for forrykte inviterer til julekoncert

ANNONCE