Nyhed

ALDRIG HØRT FØR: Taylor Swift afslører titlerne på uudgivne sange fra kommende genindspillet album

Snart kan Swift-fans tilføje hele fem nye sange til playlisten

I august overraskede Taylor Swift sine fans, da hun til en koncert afslørede, at en genindspilning af 2014-albummet 1989 var på vej. I forbindelse med afsløringen af det nye/gamle album, der traditionen tro får titlen 1989 (Taylor’s Version), skrev Swift ifølge Pitchfork på sine sociale medier:

”For at være helt ærlig, er det her min FAVORIT-genudgivelse nogensinde, fordi de fem From The Vault-sange er så sindssyge. Jeg kan ikke tro, at de nogensinde blev efterladt.”

Swift er dog også kendt for at være en mester i kryptiske beskeder og for at holde sine fans engagerede. I et google-spil har Swift-fans over hele verden således løst ikke mindre end 33 millioner puslespil for at åbne sangerindens skattekammer af uudgivne sange.


Og det lykkedes. Titlerne på de fem nye sange på 1989 (Taylor’s Version) er: "Is It Over Now?”, ”Surburban Legends,” ”Say Don’t Go,” ”Now That We Don’t Talk” og “Slut!”.

1989 (Taylor's Version) udkommer den 27. oktober og indeholder udover de nye sange hit-singler som "Shake It Off," "Blank Space" samt "Wildest Dreams". 

Albummet bliver det fjerde i rækken i Swifts genindspilnings-projekt, som hun har været i gang med siden 2019, da hendes pladeselskab blev opkøbt af forretningsmanden Scooter Braun. Foruden det kommende album består genindspilnings-serien indtil videre af albummene Fearless (2021), Red (2021) og Speak Now (2023).


Swift er lige nu også aktuel med sin yderst populære Eras-turné. For nyligt annoncerede hun, at turnéen vil blive foreviget med en koncertfilm, som får amerikansk premiere til oktober. 

AKADEMISKE SWIFTIES: Belgisk universitet indfører litteraturforløb om Taylor Swift

ANNONCE