Nyhed

Endnu en Roskilde-dag er udsolgt

Der er nu ikke flere billetter til dagen, hvor navne som The Cure, Pil og Wolf Alice står øverst på plakaten.

Der er nu kun en måned til at Roskilde Festival åbner portene til campingområdet og skyder en uge fyldt med fest og musik i gang.

Nu begynder festivalen at melde de første dagsbilletter udsolgt. 

Læs også: Her det bedste og det værste ved årets Roskilde-program


Havde du håbet på at se navne som The Cure, Jade, Wolf Alice – eller bare være på festivalen på årets første fulde musikdag – så skal du have fat i en todages- eller partoutbillet. 

Endagsbilletterne til onsdag er nemlig i dag meldt udsolgt, skriver Roskilde Festival på deres hjemmeside

Samtidig fortæller de, at der ikke er mange billetter tilbage til lørdagen, hvor Zara Larsson og Lily Allen står øverst på plakaten. 


Læs også: Her er 10 sange, vi håber Lily Allen spiller på Roskilde Festival

Sidste år var første gang i et årti, hvor festivalen gik i gang uden at have udsolgt. Festivalens talsperson, Christina Bilde, forklarede dengang, at det våde vejr i 2024 formentlig havde påvirket salget. 

Festivalgæsterne i 2025 var dog noget heldigere med vejret, og undervejs blev de sidste billetter også taget af hylderne. 


Til sammenligning blev partoutbilletterne meldt udsolgt den 31. maj i 2024, inden festivalen var helt tømt for billetter den 10. juni 2024. 

Roskilde Festival løber af stablen den 27. juni til 4. juli, og har i år hovednavne som Jennie, Addison Rae og Gorillaz øverst på plakaten.

ANNONCE