Nyhed

Nyt album fra Shelby Lynne

"Identity Crisis" ude den 16. september

Den amerikanske rock-singer-songwriter Shelby Lynne er omsider ved at være klar med opfølgeren til det Glen Ballard-producerede og stærkt anmelderroste "Love, Shelby"-album fra 2001. I 2000 fik Lynne sit gennembrud med det Grammy-vindende "I Am Shelby Lynne".

Det nye album har fået titlen "Identity Crisis" og er Lynnes første, hvor hun har skrevet samtlige sange selv samt stået for hele produceringen. Det nye album udsendes den 16. september på Lynnes nye selskab Capitol.

Shelby Lynne kan også opleves på søsteren Allison Moorers kommende livealbum "Show", der udsendes den 24. juni og også indeholder en gæsteoptræden fra Kid Rock. Lynne medvirker på "Is Heaven Good Enough For You?", "Bring Me All Your Loving" og "Going Down".


ANNONCE