Svenskeren Henrik Rylander åbner festivalen og viser, at tilbagekobling kan gøres til stor kunst
Solen skinner fra en skyfri himmel og Sónar-festivalen i Barcelona 2004 er lige begyndt. Som en af de første live-performere, går kunstneren, fotografen og musikeren Henrik Rylander fra Sverige på scenen for her at indvie publikummet i sin unikke version af lydpotentialet i feedback.
Til en blanding af techno, industrial og minimalistiske lyde synes jeg I det fjerne at kunne ane valserytmer. Jeg kigger på Rylanders ben, som stikker ud under hans korte shorts og bemærker at de, til det der også er kendetegnet som hardcore og øredøvende støj, krydses forsigtigt til takten af en stille vals. Kontrasten er bemærkelsesværdig og smuk og går lige i maven. Finheden midt i hårdheden får mig til at forestille mig hvordan Rylanders kontrol af feedback, som engang var den irriterende konsekvens af problemer med en fejlplaceret mikrofon eller andre tekniske imperfektioner, her virker som et vellykket forsøg på at kontrollere et vildt dyr ved at gøre det til sin egen. Feedbacken bliver i Rylanders musikalske univers til et nyt instrument, som han intensiverer og slukker for under koncentreret observation.
Hans seneste album Traditional Arrangements of Feedback udgivet på det svenske pladeselskab Ideal Recordigs, antyder det paradoks, som er Rylanders arbejdsmetode. Hvert nummer har en underliggende vuggende rytme, dannet af feedback. Konsekvent er det først slutningen af nummeret, at Rylander sætter dyret løs og giver det lov til at larme frit og vildt indtil det langsomt forsvinder.
