Nyhed

Martin Hall-special på GAFFA Radio

Højdepunkter fra det omfattende bagkatalog i anledning af multikunstnerens 700-siders roman

Billede: Robin Skjoldborg

I dag udkommer sangeren, sangskriveren, forfatteren, installationskunstneren med mere Martin Halls 700 sider lange roman "Den Sidste Romantiker" om en forfatters og hans musikervens liv og udvikling i perioden 1980-2005. Romanen er fiktion, men de to hovedpersoners liv har mange paralleller til Halls egen færden på den danske musik-, litteratur- og kunstscene de sidste 25 år, og en del af bipersonerne minder mistænkeligt om så forskellige kunstnere som Michael Strunge, Poul Borum, Pretty Maids, Hanne Boel og mange flere; kunstnere, som den virkelige Martin Hall har plejet omgang med gennem tiden.

I anledning af bogen har GAFFA Radio helliget en time udelukkende til Martin Halls omfattende musikalske bagkatalog, der tæller over 50 udgivelser inden for de sidste 25 år. Fra starten med postpunkbandet Ballet Méchanique i 1981 over sofistikeret pop, solo og sammen med vokalister som Hanne Boel og Aud Wilken, til ren avantgarde som for eksempel pladerne med den uskolede, nu afdøde pensionist Irma Victoria. Og alt dette kan du høre eksempler i aften mellem 20 og 21.

I Klub GAFFA-tillægget for september, der er på gaden 1. september, kan du i øvrigt også læse et eksklusivt uddrag fra bogen.

Samtidig kan alle, også ikke-medlemmer, deltage i konkurrencen om Hall-romanen på GAFFA.dk

Martin Halls hjemmeside

ANNONCE