Nyhed

Good Guy's skriver kontrakt med Pluto

Pluto udgiver deres tredje album til næste år på det nye pladeselskab

Det københavnske band Pluto har netop underskrevet pladekontrakt med Good Guy’s Recording Company, der forventer at kunne udgive bandets tredje album i begyndelsen af 2006.

Pluto har to album bag sig, der begge blev udgivet på Display-mærket, som bandet selv stod bag, sammen med musikere fra Diefenbach og Geisha. De to Pluto-plader, med titlerne ”Forfra” og ”Støj Eller Støv”, blev fornemt modtaget af anmelderne, men førte aldrig til noget større gennembrud for gruppen, men det håber både band og selskab naturligvis, at der nu vil blive lavet om på.

Pluto arbejder i øjeblikket på det nye album i deres nyopførte studie på Amager, og der tegner sig allerede et billede af, at det nye materiale bliver mindre indadvendt end den tyste og dunkle ”Støj Eller Støv”. Som ejere af deres eget studie har Pluto fået masser af tid til at eksperimentere og lege med grænserne for deres udtryk, og der bliver prøvet en masse nye veje af.


Pluto består af Thomas Thomsen, Janne Lorentzen og Ronni Øhlers Pedersen, og på den kommende plade vil de få hjælp af bassisterne Moogie Johnson (Wynona, Green Pitch, Diefenbach m.fl), Sara Saxild (Under Byen) og Thomas Nygaard (Halph, Wynona, og spøjst nok eks-Pluto).

Pluto online


ANNONCE