Nyhed

James Blunt i familie med Gorm den Gamle

Den nykronede britiske popkonge hævder, han har dansk blod i årene – og så tilmed blåt blod

James Blunt har i et interview med den engelske avis The Sun hævdet, at han er efterkommer af ”King Gorm of Old Denmark” – altså Gorm den Gamle. Det skriver bt.dk i dag.

Den 28-årige sanger og tidligere soldat har i de seneste måneder oplevet en fantastisk succes med debutalbummet "Back To Bedlam" og specielt singlen ”You´re Beautiful”, der på ægte imperialistisk vis har hærget toppen af alverdens hitlister. Og forkærligheden for verdensherredømme kan altså ifølge briten selv meget vel stamme fra hans danske aner, der altså trækker tråde tilbage til den gamle vikingekonge.

”Jeg er i familie med Gorm den Gamle, og mine forfædre forlod Danmark i 1066 for at kæmpe i slaget ved Hastings," fortæller Blunt. Familienavnet skulle dengang have været Blond.

Som det blev offentliggjort i går giver James Blunt koncert i KB Hallen den 24. januar, og så må vi jo håbe, at han føler sig hjemme. Så kan vi jo passende invitere ham til at flytte tilbage til sit retmæssige hjemland.


ANNONCE