Nyhed

Grizzly Bear signer med Warp

Det amerikanske alt.folk-band byder på Danmarks-turné i maj og nyt album inden årets udgang

Det er under et år siden, at Grizzly Bear skrev under på en kontrakt med Efterklangs Rumraket-label, som udsendte New York-bandets debut, "Horn of Plenty", herhjemme sidste efterår.

Nu har Grizzly Bear imidlertid haft pennen fremme igen, og denne gang er det engelske Warp Records, der har sikret sig bjørnens underskrift på en pladekontrakt. Warp står ellers primært bag et væld af prominente electronica-kunstnere – herunder Squarepusher, Aphex Twin, Boards Of Canada og Autechre, men har i de sidste år også signet enkelte navne, der ikke laver elektronisk musik – blandt andet Maximo Park og Gravenhurst, og nu altså også Grizzly Bear.

Grizzly Bear arbejder i øjeblikket på deres andet album, som bliver deres Warp-debut og p.t. går under titlen "Yellow House". Pladen forventes ude inden årets slutning.


Inden da er der god mulighed for at checke Grizzly Bear ud live. De kommer nemlig en smut forbi Danmark i maj måned, hvor de spiller følgende koncerter:

17.05 Aarhus, Klub Rotes Sofa i Øst For Paradis
18.05 Aalborg, Studenterhuset (med Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur)
19.05 Kolding, Pitstop (med Big Bombastic Collective)
20.05 København, Loppen

Man kunne måske tro, at Efterklang er bitre over at have mistet Grizzly Bear til Warp, men det synes der ikke at være noget om. Danskerne ønsker i hvert fald Grizzly Bear tillykke på Rumrakets webside og minder samtidig alle os andre om, at vi bør huske, hvem der først introducerede os til bandet.


Grizzly bjørnens hule

Warps WWW


Rumrakets webside

ANNONCE