Nyhed

Mads Mouritz med nye legekammerater

Får hjælp af celeber producer og anmelderrost dansk forfatterinde

Den respekterede og Steppeulv-nominerede danske singer/songwriter Mads Mouritz er på vej med nyt album. Som debuten ”This Chaos Called Love” bliver det en engelsksproget affære, og mikser bliver ingen ringere end Roger Moutenot. Studietroldmanden er i indie-kredse kendt for sit mangeårige samarbejde med Yo La Tengo og har derudover fungeret som tekniker og producer for bl.a. Gillian Welch, Lou Reed og Elvis Costello.

Mouritz giver den for øjeblikket som husmusiker på New Yorks Rockwood Musichall, hvor han spiller hver fredag sommeren ud, og til august spiller han desuden fire showcase-koncerter med sit The Bleeding Hearts. Det fire år gamle band rummer musikere kendt fra I Got You On Tape, Ikscheltaschel, Lucie Baines, Marie Key Band og Rasmus Nøhr.

Stadig i koncert-afdelingen kan Mouritz og kompagni melde deres ankomst til Huset i Magstræde den 23/6, hvor de udover at spille numre fra det kommende album vil uropføre nye, dansksprogede sange skrevet i samarbejde med forfatter Lone Hørslev. Hun har tidligere udgivet digtsamlingerne ”Tak”, ”Ærgerligt ærgerligt” og romanen ”Fjerne galakser er kedelige” på Gyldendal og desuden skrevet teksten til sangen "Mit Herredømme" på H.C. Andersen-hyldestpladen "Andersens Drømme", hvor den fremføres af Mikael Simpson.


ANNONCE