Nyhed

Patrick Wolf vil lave dobbeltalbum

Patrick Wolf siger ikke farvel til musikken, men fremover vil han blive mindre synlig i offentligheden

På GAFFA.dk kunne vi for nogle dage side overbringe den kedelige nyhed, at den talentfulde singer-songwriter Patrick Wolf ville trække sig tilbage fra rampelyset som en anden eremit.

Det fremgik af et brev, som den unge sangskriver havde lagt ud på sin hjemmeside, men ifølge et interview med Patrick Wolf på den amerikanske musikportal Pitchforkmedia siger han, at historien er kommet ud af proportioner.

Det var faktisk ikke meningen, at brevet skulle have været kommet ud til den brede offentlighed og blevet slået så stort op, udtaler Wolf, og bedyrer, at han ikke kan leve uden musik. Adspurgt om, hvad han mener med brevet, siger han, at rockstjernelivet fik ham til at glemme, hvad det vil sige at være et almindeligt menneske.

"Jeg lever vist i en ekstrem uvirkelighed, og jeg har behov for at blive inspireret af ting, der sker i et hverdagsliv. Jeg har aldrig læst en Rolling Stones-biografi, da jeg var 14 og sagt: "Ja, jeg ønsker at turnere og tage heroin og gå i seng med 600 kvinder og få en taiwansk brud, når jeg bliver 50", betror Wolf til Pitchforkmedia.

Endvidere udtaler han, at han trænger til en "ferie" fra offentlighedens spotlys og lave noget andet. Og hvad er så det? Jo, Patrick Wolf har skam to album på bedding, hvoraf den ene bliver mere "realistisk" og "politisk" end de tidligere udgivelser, og måske kigger Alec Empire fra Atari Teenage Riot forbi en dag for at give en hånd med. Måske bliver næste album med Wolf et dobbeltalbum, to separate af slagsen, vel at mærke, der sendes på gaden samme dag.

Men er så den bebudede afskedskoncert i november den sidste Patrick Wolf-koncert? "Den er den sidste for mig. Det bliver dagen, hvor jeg siger: "Farvel, verden". Det lyder som om, jeg vil begå selvmord, men det er snarere "farvel, allesammen, og her er min familie, og her er min kæreste, og her er mine tre bedste venner". Det bliver dén verden, jeg for en stund vil fokusere på".

Patrick Wolf på MySpace

ANNONCE