Nyhed

Leth signer Gypsies-sideprojekt

Det nystartede pladeselskab Speed Of Sound ledet af blandt andre Kristian Leth udgiver album med Are We Brothers?

Alle medlemmerne af bandet Are We Brothers?, der netop har sikret sig en pladekontrakt med det nystartede pladeselskab Speed Of Sound, hører oprindeligt hjemme i det succesrige og flittigt turnerende hip hop/r&b-kollektiv Gypsies.

Are We Brothers? er således sammensat af Lasse Boman (vokal og guitar), Benjamin Kissi (guitar og kor), Shaka Loveless (bas og kor) og Birk Nevel (trommer), som alle er velkendte Gypsies-kræfter.

Speed Of Sound synes ikke at have tøvet det fjerneste med at få Are We Brothers? i stalden – således fremgår det, at det Kristian Leth-ledede pladeselskab fik papir på bandet, inden dette havde så meget som øvet.


Det allerede indspillede debutalbum fra Are We Brothers? forventes udgivet i løbet af foråret, og der skulle efter sigende være tale om rock skudt fra hoften og med et legende dansabelt udtryk. En single-forsmag skulle gerne være tilgængelig i starten af 2008.

Det forlyder, at Are We Brothers? ingen konsekvenser får for Gypsies, som altså klør ufortrødent på i sin velkendte form.

ANNONCE