Dúné – intet ungdomssløvsind

Elsk eller had dem, men ignoreres kan de ikke. Omsider klar med debutalbummet kan Dúné meget vel gå hen og blive en lige så sikker del af ungdomsbilledet som keffiyeh-tørklæder og stramme Acne eller Cheap Monday-jeans.

Det syv m/k store indielectrock-band Dúné er nok det danske band, der har været omgivet af mest hype de seneste mange år. Ligesom hedengangne Superheroes kommer Dúné fra Skive, hvilket gør, at man kan have det lokale vandværk mistænkt for at have hældt destilleret trylledrik i hanerne. For ligesom hos Thomas Troelsen og co. er Dúné i besiddelse af en øjeblikkeligt evident melodisk og energisk overlegenhed.

Efter gentagne livesucceser landet over har Dúné, med en gennemsnitsalder på 18, knoklet sig ind i musikbrugeres opmærksomhed. Men selvom det er svært ikke at lade sig smitte af deres fuckfinger til ungdomssløvsind, er der stadig onde tunger i branchen, der mener, at Dúné er mere form end indhold, og at de kun har én rigtig god sang (piskesmældet Bloodlines) på repertoiret. Om det i spænding ventede debutalbum "We Are In There, You Are Out Here" kan ændre ved den opfattelse, vil kun tiden vise.

Det er en mørk og … ja, stormfuld aften. Det regner tungt, som det kun kan i Jylland. Kalenderen siger midten af marts, og vi er taget til Skive for at overvære videooptagelserne til Dúnés nye single Dry Lips. På de små villaveje omkring sanger Mattias Kolstrups barndomshjem vrimler det med arbejdende folk, selv om vejret ingenlunde er til udendørsaktiviteter. Op imod 60 frivillige hænder hjælper til, deriblandt et arsenal af forældre, der gæstfrit tilbyder tæpper, paraplyer, regntøj, varmedrikke, snolder og husly. I de næste tre dage står villakvarteret på den anden ende for at få videoen i kassen. GAFFA derimod kryster ud og aftaler at vende tilbage en måned senere, når vejret gerne skulle være mere menneskeligt.

Ude godt...
Vi skriver nu midten af april, og solen har indfundet sig på sin rette plads. Fuglene kvidrer, Mattias’ far rumsterer rundt i haven, og den mere end almindeligt gæstfri mor har dækket op med alt, hvad hjertet og maven begærer af mad og drikke på terrassebordet.

Mattias, Ole Bjørn Sørensen (synth og kor)og bandets eneste feminine input Cecilie Dyrberg (synth, guitar og kor) har indfundet sig i haven for at fortælle om det band, de har brugt de seneste seks år på at finpudse via over 200 koncerter og et par ep’er. Egentligt startede de med at spille Roben & Knud-covere hjemme i stuen, men udviklede sig hurtigt fra at være charmerende vårharer til en flyvefærdig og kraftfuld synthrock-armé.

Efter et, kan man godt sige, langt tilløb, er i endelig klar med jeres debutalbum. Så hvordan føles det at have et rigtigt album i hænderne?
Mattias: – Ret uvirkeligt, fordi tilløbet har været så langt, og lige nu er albummet ikke engang helt færdigt.

I kunne jo ret beset godt have debuteret for år tilbage. Var det et bevidst valg at vente indtil nu, og i så fald hvorfor?

Cille: – Vi følte ikke, vi havde sangene til det. Men det har da været fristende. Men nu kan vi se, at det var det rigtige valg at vente.

Og hvad drømmer I så om, at der skal ske med albummet?

Mattias: – At vi kan frelse verden (der grines, red.). Vi håber da på at kunne forhandle os til en lukrativ deal med et udenlandsk label.

Ole Bjørn: – Problemet er, at når vi er færdige med gymnasiet, så er der ikke noget, der hedder SU længere. Og vi kunne jo godt tænke os at leve et liv, hvor vi kun skal koncentrere os om musikken, så vi ikke er nødt til at sidde som kassedamer i Føtex eller sige nej til at spille et job i Tyskland, fordi én af os skal ud og levere post.

(Mor kommer med mere mad)
Cille: – Jeg tror faktisk, jeg aldrig har haft et arbejde.
Mattias: – Jeg har engang plukket jordbær.
Ole Bjørn: – Så drømmen er nok at undgå at komme ind på det rigtige arbejdsmarked.

Er I så alle klar til at flytte til København, ligesom alle andre jyder, der får vind i sejlene, eller er hjemme stadig bedst?
Mattias: – Det er jo vildt fristende, når mor kommer med mad.
Ole Bjørn: – Når du besøger os om to år i vore lejligheder, så står den nok på leverpostejsmadder.
Men I skal først være færdige med gymnasiet, ikke?
Mattias: – Jo, det er vi desværre nødt til.

Hvem dikterer det?
Ole Bjørn: – Det gør vi selv. Der er en vis logik i at have en studentereksamen at falde tilbage på.
Men der vil da også være en logik i at kaste alt, hvad I har i hænderne og satse 100 procent på musikken.
Mattias: – Ikke for jyder.
Cille: – Selvom det er det, der virker mest tiltrækkende lige nu.

Læs resten af interviewet i GAFFA juni, der er på gaden 31. maj

Dúné hjemmeside