Gypsy-punk-bandet er i studiet for at indspille deres femte album "Super-Tarantella"
Det skøre punk-band med smag for gypsy-musik er for øjeblikket i studiet for at indspille grundsporene til gruppens næste studiealbum, der hedder "Super-Tarantella" og følger op på 2005-udgivelsen "Gypsy Punks Underdog World Strike".
Pladens titel er ifølge gruppens frontmand Eugene Hutz inspireret af navnet på en traditionel italiensk musikgenre – "Tarantella" – der engang blev spillet for kvinder med det formål at kurere dem for hysteri (sic!).
Men det kommende album bliver ikke kun en kur for kvinder, bedyrer den ukrainsk fødte Hutz; det besidder også kraften til at kurere mænd.
Det otte mand store band er ifølge Hutz i "storform" og udforsker dub-lydenes muligheder på den kommende plade, der ikke har fået en udgivelsesdato endnu.





