Nyhed

Modest Mouse nummer et

Bandet topper hitlisterne i både USA og Canada

Med et salg på omkring 129.000 eksemplarer røg Modest Mouse direkte ind som nummer et på den amerikanske albumhitliste foran navne som Josh Stone og American Idol-deltageren Elliott Yamin.

Det er bandets første nummer et-placering, og salget af "We Were Dead Before The Ship Even Sank" var mere end dobbelt så stort, som da bandet i 2004 udsendte "Good News for People Who Love Bad News".

Den nye Modest Mouse-plade er den seneste af tre alternative rockplader til at markere sig i toppen af den amerikanske hitliste. Tidligere på året bragede The Shins ind som nummer to med "Wincing The Night Away" og The Arcade Fire røg også ind som nummer to med "Neon Bible".


Men det blev altså Isaac Brock og vennerne, der satte trumf på og nappede den eftertragtede førsteplads.

Det gjorde de også i Canada i denne uge foran nye plader fra Joss Stone, Luce Dufault og Carla Bruni.

ANNONCE