De to fremadstormende grupper tager på fælles "Brothers Of Love Tour" til februar og marts
Rock/funk/reggae-med-mere-gruppen Are We Brothers? (billedet), der består af 4/6 af bandet Gypsies, har haft masser af vind i sejlene i år, ikke mindst efter udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum fra august. Nu tager de så på Danmarksturné med The Bronson Brothers, der ligesom Are We Brothers? har rødder i Silkeborg og er tilknyttet pladeselskabet Speed Of Sound. Et selskab, der ejes og drives af den tidligere tv-vært og nuværende forfatter, musiker med mere Kristian Leth og tvillingeparret, producerne Frederik og Fridolin Nordsø.
The Bronson Brothers er lige nu i studiet for at indspile deres debutalbum. Bronson Brothers var i januar med i GAFFAs artikel "De bliver store i 2008", og dér var GAFFA altså lige en postgang for tidligt ude, men til gengæld tør vi godt spå, at de bliver store i 2009.
Are We Brothers? har i øvrigt netop været i Tyskland og spille showcase for en række større tyske pladeselskaber, og 27. januar gælder det så en tilsvarende showcase i Paris for en række franske pladeselskaber. Bandet har desuden lige færdiggjort en video til den P3-aktuelle single "Echo", som er lavet af fremadstormende folk fra Zentropas talentskole, centreret omkring Benjamin Lee, som i øvrigt er Frederik og Fridolin Nordsøs lillebror.
Videoen kan ses på Are We Brothers?' MySpace-side.
Are We Brothers?' og The Bronson Brothers' fælles turné, der har fået den oplagte titel "Brothers Of Love Tour 2009", går til følgende byer – bemærk dog, at til visse af koncerterne er Are We Brothers? alene på scenen:
06 feb 2009 Vershuset - Næstved
07 feb 2009 Forbrændingen - Albertslund
12 feb 2009 Generalen - Fredericia
13 feb 2009 Studenterhuset - Ålborg + The Bronson Brothers
14 feb 2009 Kulisselageret - Horsens + The Bronson Brothers
26 feb 2009 Det Musiske Hus - Frederikshavn
27 feb 2009 Fermaten - Herning + The Bronson Brothers
28 feb 2009 Pakhuset - Århus + The Bronson Brothers
06 mar 2009 Gimle - Roskilde - NATKONCERT
07 mar 2009 Templet - Lyngby
13 mar 2009 Stars - Vordingborg
19 mar 2009 Lille Vega - Kbh + The Bronson Brothers
21 mar 2009 Kulturmaskinen - Odense + The Bronson Brothers





