Nyhed

Martin Hall udgiver dagbog fra Talent 2008

Den alsidige kunstner har nedskrevet sine erfaringer om DR1’s program, hvor han sidder i dommerpanelet

Den 2. december udkommer bogen ”Vægtløs Mand Under Truende Sky” af Martin Hall, som er en af dommerne i DR’s seersucces ”Talent 2008”. I den nye bog tages læserne med bag kulisserne i showet.
  
Martin Hall skulle som dommer overvære det første kuld af håbefulde bugtalere, panfløjtespillere, hundetricks og showdancegrupper og ellers være med hele vejen sammen med meddommerne Peter Aalbæk Jensen og Julie Steincke, og det er nu ved at være på nippet til, at vinderen skal kåres. Det sker ved en direkte udsendelse fredag den 24. oktober på DR1.

Samme dag sætter Martin Hall punktum for en dagbog, hvor han har fulgt processen fra start til slut. ”Vægtløs Mand Under Truende Sky” er, ifølge en pressemeddelese, en ”personlig rejse fuld af humor, indlagte overraskelser samt en række kølige refleksioner over tidens mediekultur”.

Martin Hall er forfatter, musiker, billedkunstner med mere. Han har udgivet en lang række plader og bøger, blandt andet romanen ”Den Sidste Romantiker” i 2005 og senest essaysamlingen ”Infodemens” i foråret 2008.

ANNONCE