Nyhed

Yoav giver ekstrakoncert

Guitarbetvingeren gæster også Copenhagen Jazzhouse 22. december

Den israelsk fødte, sydafrikansk opvoksede og engelsk bosatte sanger, sangskriver og guitarist Yoav har fået sig noget af et gennembrud i Danmark i år, hvor han allerede har optrådt fem gange – først i januar i Lille Vega, så i VoxHall og Store Vega i juni og endelig på Beatday og Danmarks Smukkeste Festival i august. For nylig offentliggjorde han så yderligere to koncerter, i Magasinet i Odense 19. december og 21. december i Copenhagen Jazzhouse. Sidstnævnte koncert er imidlertid allerede udsolgt, og Yoav har derfor indvilliget i at give en ekstrakoncert samme sted dagen efter, altså den 22. december.

Yoav har markeret sig stærkt med sit debutalbum "Charmed And Strange" og sine koncerter. I begge sammenhænge optræder han med lutter stemme, akustisk guitar og en masse effektpedaler, der giver et fyldigt lydbillede et sted mellem melankolske singer-songwritere a la José Gonzalez og mere funky typer som Justin Timberlake. Yoav har også flere gange optrådt sammen med Sys Bjerre og har også sneget sit guitarspil ind på hendes debutalbum "Gør Det Selv".

Billetsalg til ekstrakoncerten på Copenhagen Jazzhouse via Billetlugen.dk, på tlf. 70 263 267 samt i Fona-butikkerne.
Billetsalget til koncerten i Magasinet, Odense, foregår via gaffabillet.dk


Yoavs resterende koncerter i Danmark er som følger:
Magasinet, Odense
Fredag 19. december kl. 21.00
 
Copenhagen Jazzhouse
Søndag 21. december kl. 20.30 – udsolgt
Mandag 22. december kl. 20.30 – billetsalget er startet

ANNONCE